En trist nyhed har ramt OB.
Kristian Mørch stopper som cheftræner for klubbens kvindehold grundet alvorlig sygdom i den nærmeste familie.
Det meddeler klubben søndag formiddag.
- Først og fremmest vil jeg sige tak til klubben for at give mig mulighed for at fokusere på min familie i den alvorlige og livstruende situation, vi står i.
- Det er for nuværende ikke muligt for mig at samle energi nok til at være noget for andre end vores lille familie, hvorfor andre heldigvis kan træde til, udtaler Kristian Mørch til klubbens hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

Her lyder det også, at cheftræneren til vinter skulle være stoppet, fordi han havde fået en spændende jobmulighed i udlandet.
Det ville blive meldt ud efter grundspillet, men den plan er nu også lavet om.
- Min trænergerning og langvarige drøm om at bo i udlandet er nu slukket, men forhåbentligt tænder det en ild hos os, som kan hjælpe os gennem sygdommen.
Sportschef John Bæksted sætter følgende ord på situationen:
- Vi ønsker Kristian Mørch og hans familie alt det bedste i denne tid. Vi havde selvfølgelig gerne set, at Kristian kunne være her hele sæsonen, da han er en fantastisk træner og menneske. Omvendt respekterer vi også hans ønske om at kunne være der for sin familie i en svær tid, siger John Bæksted.
Kristian Mørch har tidligere været assistent for det danske kvindelandshold og kom til OB i januar 2024.

OB (k)






























