Ikke siden 2020 har Amalie Thestrup været i aktion for Danmark.
Men nu får hun endelig chancen igen.
Bristol City-danskeren er nemlig blevet efterudtaget til Kvindelandsholdet, som onsdag skal spille testkamp mod Østrig.
Thestrup har ventet længe på sin udtagelse, og derfor var glæden da også til at spore, da Bold talte med landsholdsangriberen.
- Det er rigtig fedt. Det er altid en kæmpe ære, så jeg er glad og stolt over at være udtaget og være en del af landsholdet.
- Jeg blev rigtig glad, da jeg blev ringet op. Det var jo efter, at vi havde tabt i weekenden, så det var lidt et plaster på såret, hvis man kan sige det sådan. Så det var en dejlig nyhed.
- Personligt for mig har det jo selvfølgelig altid været et mål at komme tilbage på landsholdet, men jeg er jo også klar over, at for at det skal lykkes, skal man gøre det godt i klubben.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så mit fokus har været på at udvikle mig og gøre det rigtig godt i min klub, siger Amalie Thestrup til Bold.
Brandvarm i England
Det må man sige, at Amalie Thestrup har fået gjort.
Før denne sæson skiftede danskeren til Bristol City i Women's Super League i England, som regnes for at være Europas stærkeste liga.
Thestrup har siden ikke set sig tilbage, da hun har været brandvarm og leveret hele otte mål i blot 14 kampe, som giver hende en fjerdeplads på topscorerlisten og gør hende til den farligste dansker i rækken.
- Det er jo klart, at det har været en rigtig fin sæson for mig personligt. Jeg har scoret en masse mål, som har været dejligt. Det er jo lidt det, en angriber lever af.
- Men jeg har også været klar over, at der er stor konkurrence på kvindelandsholdet. Der er rigtig mange dygtige spillere, så mit fokus har bare været på at gøre det godt i klubben.
- Hvis der kom en landsholdsudtagelse på baggrund af det, så ville jeg kun være glad og stolt over det. Så det er superdejligt, at det har båret frugt nu.
I sit livs form
Amalie Thestrup har været vidt omkring i sin karriere, da hun også kan skrive klubber som PSV, Liverpool og Roma på sit cv.
Men nu har hun for alvor ramt toppen.
Er du i dit livs form?
- Ja, det tror jeg godt, man kan sige. Jeg har været i udlandet en lille håndfuld år, og jeg tror, at det har udviklet mig ekstremt meget. Det er det, der har båret frugt nu, hvor jeg har scoret en masse mål i en rigtig god liga.
- Så jeg føler helt sikkert, at jeg er det bedste sted, jeg har været i min karriere, både fysisk, mentalt og ikke mindst performance-mæssigt.
Er du overrasket over, hvor godt det er gået for dig?
- Nej, jeg vil ikke sige overrasket. Som angriber forventer man jo, at man scorer mål og mange mål. Det er jo lidt sådan ens job. Jeg har gået ind med samme tilgang til det alle de år, jeg har spillet fodbold.
- Der ligger en masse hårdt arbejde bag det, og det er bestemt ikke nogen tilfældighed, at det går godt i den her sæson. Så jeg er ikke overrasket, men jeg er selvfølgelig superglad og gør alt, hvad jeg kan for at holde det kørende så længe som overhovedet muligt.
Drømmer om EM
Nu håber den danske angriber så, at hun kan imponere landstræner Andrée Jeglertz og blive en større del af den danske landsholdstrup.
Der ligger nemlig en mulig EM-slutrunde og venter i 2025.
- Det ville da være kæmpe stort at komme med. Det er klart, at det også er derfor, at jeg gør alt for at gøre et godt indtryk her til denne samling, så jeg kan vise, at jeg kan gøre mig gældende til de fremtidige samlinger også.
- Så må vi jo se, hvordan det ser ud i 2025, når der er EM.
Hvad er dit personlige mål for resten af sæsonen så?
- Det helt overordnede mål er jo at blive Women's Super League sammen med Bristol. Vi skal have endnu en sæson i den bedste engelske liga, så vi må ikke rykke ned.
- Personligt vil jeg gerne op og score 'double digits', og så selvfølgelig vil jeg også gøre mig i betragtning til at komme med til landsholdet til næste samling, siger Amalie Thestrup til Bold.
28-årige Amalie Thestrup står noteret for fire landskampe for Danmark.
Den femte kamp kan komme onsdag, når Kvindelandsholdet og Østrig tørner sammen klokken 16:30.


Danmark (k)




































