Tårnby FF har oprustet gevaldigt i vinterpausen og går efter en oprykning til 3. division, og nu kan den ambitiøse Danmarksserie-klub glæde sig over at have fået tilgang af endnu en spiller.
Tårnby FF-sportschef Carsten Salomonsson siger til LigaBold.dk, at Mustafa Simsir bliver en del af Amager-klubben. Mustafa Simsir er Aral Simsirs fætter, oplyser sportschefen.
- Han er startet ude hos os. Han startede i tirsdags, og han rejser med på træningslejr i dag (fredag, red.) til Tyrkiet, siger Carsten Salomonsson til LigaBold.dk.
Simsir trænede ellers med i 3. divisionsklubben Karlslunde i opstarten, men nu har offensivspilleren valgt at drage til Tårnby FF. Sportschefen siger, at klubben har haft brug for en angriber trods en stor trup.
- Han er en rigtig centerforward, og vi har været lidt pressede, da en del af vores angribere er pressede arbejdsmæssigt. Vi havde ellers lukket truppen, men da han tilbød sig, tog vi ham ind. Det var mig, der kontaktede ham, og han sagde ja til at tage med på træningslejr med tre dages varsel, så det er meget sejt, siger sportschefen og tilføjer:
- Han har noget rutine, og så kan han lave mål. Det har han bevist.
I efteråret stod Simsir for fem mål i ni kampe for Køge Nord FC i Danmarksserien.
Salomonsson synes, at Tårnby FF er kommet styrket ud af vinterpausen.
- Vi er kommet forstærket ud. Vi har mistet Da Silva (Patrick Da Silva, red.) og Mo (Mohammad Ali, red.), men vi har fået en fem-seks spillere, der også har et højt DS-niveau (Danmarksserie-niveau, red.), så jeg synes, at vi ser forstærket ud, siger Carsten Salomonsson til LigaBold.dk.
30-årige Mustafa Simsir har som seniorspiller tørnet ud for Rishøj, Køge Boldklub, Ishøj IF, og senest var han en del af Køge Nord FC.
Tårnby FF er fire point efter AB Tårnby i Danmarksserien Pulje 2, og Salomonsson og co. møder GVI 26. marts.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Danmarksserien
Tårnby FF



































