


Det var noget af en rutsjebanetur for FC Nordsjælland efter slutfløjtet i Viborg søndag aften.
Man tabte kampen, og top 6 var dermed ude af egne hænder.
Heldigvis for Nordsjælland kom Randers FC dem til undsætning ved at besejre FCK i Parken.
- Det er en ambivalent følelse lige nu. Vi kom for at vinde, og det var vi ikke i stand til. Men det var helt fair.
- Viborg var bedre end os. De var bedre til at håndtere de omstændigheder, vi skulle spille under - specielt i første halvleg.
- Vi var egentlig forberedte, og havde lagt en plan, men vi var ikke særlig gode til at føre den ud i livet i første halvleg. Det bliver bedre i anden halvleg. Vi kommer lidt mere på bolden og kommer lid tættere på Viborgs mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg synes, at gutterne gør alt, hvad de kan og får også slået tilbage og får udlignet. Der har vi egentlig en god følelse, men taber så kampen, som jeg synes var i orden, fortalte Jens Fønsskov til Bold.
- Men når det så er lagt til side, så har jeg en kæmpe, kæmpe glæde. For jeg synes, det er en stor præstation, vi har lavet med at komme i top 6.
- Det er vores målsætning, og den har vi opnået nu. Men jeg synes også, det var en rigtig ambitiøs målsætning.
Glæden skal særligt findes i at kigge på Nordsjællands start på sæsonen, fortalte cheftræneren.
- Vi vil gerne være ambitiøse, for når vi kigger ind i det, starter vi med et hold i sommers, som ikke var klar til at kæmpe for top 6.
- Vi har nogle stabilitets-spillere, der kommer lidt sent ind, som også har et efterslæb, og en helt ny ung gruppe, som både skal lære at træne, men også spille kampene.
- Vi får jo kun tre point ud af de første 15. På den baggrund tænker man: ”Hold kæft, hvis vi når det her, så er det satme godt”. Men det har gutterne gjort.
- Stor ros og cadeau til min stab også. Det er virkelig vedholdende arbejde hver eneste dag, der gør det her muligt.
Efter kampen blev den ambivalente følelse forstærket, mens de ventede på resultatet i FCK-kampen.
- Jeg står lidt for mig selv, og ærgrer mig over, at vi ikke selv var i stand til at gøre det, vi skulle.
- Jeg har hele tiden følelsen af, at FCK sgu nok scorer, fordi de har så dygtige spillere.
- Så hører jeg en sige, at der er VAR. Så tænker jeg: ”Så er vi der igen,” afsluttede Jens Fønsskov med et smil.
Det var dog et straffespark til Randers, der skulle tjekkes igennem, og derfor slap Nordsjælland-chefen med skrækken og kan glæde sig over en plads i top 6.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
FC Nordsjælland
Viborg FF
3F Superliga





































