En række profiler har stillet støvlerne på hylden denne sommer. bold.dk har snakket med nogle af dem om karrieren og fremtiden.
Den 38-årige forsvarsspiller Anders Møller Christensen har indstillet sin aktive karriere denne sommer og overvejer nu at gå trænervejen.
Han kan se tilbage på en karriere, der førte ham forbi Næstved, Gent, Esbjerg, OB og Roskilde samt indbragte ham seks A-landskampe og samt ni ligalandsholdskampe.
Hvad var din højde- og lavpunktet i din klubkarriere?
- Højdepunktet var den gode tid i OB, hvor vi fik sølvmedaljerne, men samtidigt er det nok også lavpunktet, at vi ikke gik det sidste stykke vej. Bronze-sæsonen i Esbjerg var også en meget sjov tid og helt sikkert også blandt højdepunkterne. Og så var der selvfølgelig landsholdet.
Du fik seks kampe på A-landsholdet i perioden op til VM 2010, hvordan husker du det?
- Det var en spændende tid, og jeg er meget glad og stolt over de seks kampe.
Er seks kampe et passende antal eller havde du fortjent mere, synes du?
- Der var mange gode spillere til pladserne på det tidspunkt, så jeg synes, seks kampe er som fortjent, men jeg er selvfølgelig skuffet over, at jeg ikke var med til VM 2010, når nu jeg havde været med så meget i perioden op til. Det er lidt bittert, men sådan er det, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, så jeg er overhovedet ikke sur eller noget. Kun glad og stolt over de seks kampe, ligalandsholdskampene og mange udtagelser.
Simon Kjær var tvivlsom op til VM i 2010, og du var reserve herhjemme, hvordan var det?
- Det var lidt frustrerende at gå rundt herhjemme. Den ene dag skulle jeg af sted, og den næste dag skulle jeg ikke. Det var meget frem og tilbage, men jeg var helt klar hele tiden. Desværre blev det ikke til noget, og det var ærgerligt, men sådan er det jo.
Hvem var den bedste medspiller i din karriere?
- Jeg spillede sammen med egypteren Mido i Belgien, da han kun var 18-19 år. Han var en fantastisk spiller, og det var tydeligt, at han kunne noget helt specielt. Så vil jeg også gerne fremhæve Eric Djemba-Djemba i OB. Han var utrolig dygtig.
Det overrasker mig lidt, at du som en anførertype, der står for organiseret og disciplineret fodbold, fremhæver to spillere, der måske ikke altid var lige disciplinerede?
- Ja, men Mido var bare utrolig god allerede dengang, inden han røg til Ajax. Han kunne lidt af det hele. Og Djemba-Djemba kom fra nogle mindre gode sæsoner og blev en meget vigtig brik på midtbanen for os i OB. Ligesom Peter Utaka var det oppe i angrebet. Men Ulrik Laursen og Alte Roar Håland nede i forsvaret var da også nogle meget dygtige spillere. Jeg har spillet med mange forskellige, dygtige spillere.
Hvem har været den bedste eller måske snarere mest besværlige og irriterende at spille over for i din karriere?
- Uh, den er lidt svær. Der har været mange. Nogle gange var det angribere, som var vakse på fødderne, og andre gange var det store gutter, som jeg fik nogle tæsk af. Jeg spillede over for Jan Koller nogle gange i Belgien, når vi mødte Anderlecht, og han var umulig at komme ind på kroppen af, og man var sikker på at få nogle øretæver af ham.
- På landsholdet spillede jeg i en kamp mod Deco og Ronaldo, og de var jo bare helt vildt gode. Vi spillede også en testkamp mod Chile ude i Brøndby, hvor Vidal og nogle af de andre var med, og det gik bare så helt vildt stærkt.
- Men jeg har aldrig haft det sådan, at jeg ikke kunne snakke med folk efter kampen eller nu skulle jeg lige huske på ham dér. Man kunne godt slås på banen, men bagefter var der ikke noget.
Du nævnte Trond Sollied tidligere - var han din din bedste træner i karrieren?
- Han lærte mig i hvert fald utroligt meget. Han kom til Belgien fra Rosenborg med sit 4-3-3-system, og jeg blev meget overrasket over hans træningsmetoder. Op til kampene spillede vi for eksempel 11 mod fire og fokuserede meget på løbemønstrene. Det var nyt for mig, og jeg lærte meget af ham.
- Men Ove P. havde selvfølgelig også meget stor betydning for min karriere, og en fyr som Bruce Rioch i OB kunne jeg personligt rigtigt godt lide. Han var meget god omkring os spillere. Og Lars Olsen førte os til tre gange sølvmedaljer, så han er naturligvis også en meget god træner. Jeg vil nok forsøge at blande deres kvaliteter lidt, hvis det er den vej, som jeg vælger at gå.
Læs første del af interviewet med Anders Møller Christensen på linket herunder.
mikael@bold.dk


OB
3F Superliga
Danmark





























