



Der var lagt op til lidt af en bundgyser, da Norwich lørdag eftermiddag krydsede klinger med West Ham i Premier League.
Norwich lå inden opgøret sidst i Premier League med 10 point op til redning, og hvis Norwich endte med at tabe kampen, ville de endegyldigt rykke ned i Championship.
West Ham befandt sig tre point over stregen, og klubben havde brug for en sejr for at lægge afstand til de faretruende nedrykningspladser.
I kampens begyndelse var Alexander Tettey tæt på at heade bolden i eget mål efter 10 minutter, men heldigvis for Norwich gik den over mål.
På det efterfølgende hjørnespark slog West Ham bolden mod forreste stolpe, og her fik Issa Diop snittet den videre til en pladder fri Michail Antonio, der bragede bolden i netmaskerne til 1-0.
Efter 22 minutter kom Norwich-backen Jamal Lewis løbende i et overlap, og han skruede bolden ind i panden på Pukki, men desværre for ham og Norwich headede han over mål.
I det 32. minut var Jarrod Bowen tæt på at udbygge føringen for West Ham. Han fandt lidt plads uden for feltet og sendte en god afslutning mod mål, men bolden smygede sig forbi højre stolpe.
Kort før pausen sendte Mark Noble et indlæg ind i fødderne på Tomas Soucek, og han firsttimede bolden op mod højre kryds, men Tim Krul hev en pragtredning op i Norwich-målet.
I første halvlegs tillægstid havde West Ham igen muligheden for at sende en dødbold ind i feltet. Mark Noble stod for leveringen, og han fandt Antonio, der headede bolden i rusen til 2-0.
Anden halvlegs start var meget symptomatisk for kampen. West Ham var farlige på dødbolde, og Norwich havde problemer med at hamle op med den fysiske tilstedeværelse, som The Hammers havde i feltet.
I det 54. minut sendte Noble Michail Antonio dybt, men Tim Krul reddede den første afslutning fra West Ham-angriberen. Derefter fløj bolden op i luften, og så headede Antonio bolden i kassen til 3-0 og sikrede sig sit hattrick.
West Ham var generelt farlige på kontrastød og dødbolde, men et kvarter før tid endte et gennemspillet angreb med en cutback-aflevering til Antonio, der med indersiden scorede sit fjerde mål i kampen.
Det lykkedes ikke for London-klubben at få bolden i netmaskerne yderligere inden kampens sidste fløjt, og de sendte derfor Norwich ned i Championship efter sejren på 4-0.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Norwich
West Ham
Premier League



































