



Athletic Bilbao bød søndag aften Eibar op til dans i La Liga, hvor begge hold skulle forsøge at holde trit med de øvrige subtophold i rækken.
Hjemmeholdet bragte sig i front efter en halv time på fornemmeste vis. Bernat smaskede et frispark langt udefra direkte i kassen, og så var Bilbao oppe med 1-0, som også var stillingen ved pausen.
Ti minutter inde i anden halvleg øgede Iniaki Williams til 2-0, og det var også et glimrende mål. Williams modtog bolden ved midterlinjen og spurtede så forbi samtlige Eibar-spillere ind i feltet og sparkede bolden ind til 2-0.
Bilbao havde herefter flere muligheder for at lukke kampen, men i stedet fik Eibar reduceret med tyve minutter igen. Sergio Enrich steg højest i feltet og pandede bolden ind, og så stod det 2-1.
Tættere på kom Eibar dog ikke, for Athletic Bilbao øgede i stedet til 3-1 i overtiden takket være Iker Muniain, som helt fri i feltet flot tæmmede et indlæg og sparkede det ind i mål.
Athletic Bilbao overhaler dermed Eibar i tabellen.


Athletic Club
Eibar
La Liga























