Forberedelserne til den kommende sæson i Bundesligaen er gået i gang hos Augsburg, som har købt den 24-årige japanske landsholdsspiller Takashi Usami, som kommer til klubben fra det japanske hold Gamba Osaka. Den offensive midtbanespiller har tidligere spillet i Bayern München og Hoffenheim.
- Vi er glade for aftalen med Takashi Usami, som allerede har fået erfaring fra Bundesligaen. Han har udviklet sig enormt i Gamba Osaka i de seneste par år. Vi er overbeviste om, at han med sine kvaliteter kan hjælpe vores hold, siger administrerende direktør i Augsburg Stefan Reuter til klubbens hjemmeside.
Selv glæder Takashi Usami sig til at returnere til Bundesligaen.
- Jeg har altid fulgt Bundesligaen, og Augsburg har udviklet sig meget i de seneste par år. Jeg er meget glad for at komme tilbage til Bundesligaen, siger Usami.
Usami forventes at ankomme til Augsburg i slutningen af juni, hvor han skal gennemgå forskellige tests.


Augsburg
Bundesliga































