Avarta har forud for denne sæson sat kløerne i den tidligere AB- og BSV-keeper Nicolaj Bjerregaard, som har stået fast i 2. division siden ankomsten.
Og 25-årige Bjerregaard har da også nydt sin start i klubben.
- Det har været en fantastisk start i klubben, og det er en god gruppe, jeg er blevet en del af, siger Bjerregeaard ifølge Avartas hjemmeside.
- Da jeg startede i klubben, kendte jeg ikke det store til mine holdkammerater, men det har kun været en positiv oplevelse, og jeg er super tilfreds med at være en del af denne her gruppe af mennesker. Man kan virkelig mærke, vi alle vil det bedste for hinanden og blive en del af toppen i denne her række, siger Nicolaj Bjerregaard.
Og det med at blive en del af toppen af rækken er gået godt. Avarta ligger lige nu på andenpladsen i 2. divisions gruppe 2 - men det er da også målsætningen.
- Min personlige ambition er, at vi skal i top-fire og med i oprykningsspillet. Og det skal ikke være en hemmelighed, at jeg blandt andet valgte Avarta, da jeg vil være med, hvor det er sjovt, og hvor muligheden for at spille med om oprykning er realistisk, siger keeperen.
Avarta tager i weekenden en tur til Fyn, hvor Middelfart venter i 11. runde.


Avarta
CampoBet 2. division





























