B. T. Super Cup aflyst
2003-07-14 15:33:08
Foto:

B. T. Super Cup aflyst

Divisionsforeningen meddeler mandag, at B. T. Super Cup imellem FC København og Brøndby er definitivt aflyst.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

De sidste par uger har været fyldt med debat om kampen, der skulle have været spillet i Parken 22. juli, hvis ikke nationalarenaen i den uge havde været optaget af forberedelser til Robbie Williams-koncerten i den efterfølgende weekend.

Det har ikke været muligt at opnå enighed imellem FC Københavns mestre og Brøndbys pokalvindere om et alternativt spillested til kampen, der arrangeres af Divisionsforeningen og Spillerforeningen i samarbejde med de involverede klubber op til hver sæson.

- Vi har som arrangør ikke kunnet blive enige med klubberne om spillestedet for afvikling af B.T. Super Cup. Som arrangør kunne Spillerforeningen og vi blot fastsætte spillestedet, men vi ønsker ikke at tvinge en klub til at spille en kamp mod dens ønske. Det er vores opfattelse, at hvis en klub ikke går helhjertet ind i arrangementet, er betegnelsen Super Cup en falsk varebetegnelse. Vi har nu drøftet sagen længe og undersøgt alle muligheder, og vi aflyser hermed arrangementet, udtaler Divisionsforeningens direktør Claus Rode Jensen.

Denne sæsons aflysning betyder dog endnu ikke, at tanken om en Super Cup-kamp imellem mestre og pokalvindere, som er en vigtig tradition i mange andre europæiske fodboldlande, helt lægges på hylden.

- Som begivenhed er B.T. Super Cup ikke skrinlagt. Det er aftalt med formanden for Superligaen A/S, Børge Bach, at hele problematikken omkring Super Cup nu tages op til drøftelse blandt Ligaklubberne. Vi vil spørge klubberne, om de synes, det er en god idé at spille Super Cup, hvornår på året Super Cup skal afvikles og efter hvilke regler spillestedet fastsættes, forklarer Claus Rode Jensen.

Annonce
Annonce