




I 2. divisions oprykningsspil skulle fire af de i alt seks hold i aktion lørdag, og det var især afgørelser omkring rækkens andenplads, som Hillerød indtog forud før opgøret, der var fokus på.
Det nordsjællandske mandskab fra slotsbyen havde således tabt to i træk og givet mulighed for at Thisted og B93, som de skulle i direkte duel imod, kunne rykke tættere på den oprykningsgivende andenplads.
B93 kom på besøg i Hillerød med et point fra de to seneste kampe i baggagen, og det skulle ikke blive bedre i den direkte duel.
Således besejrede Hillerød B93 med 3-2 i en kamp, hvor gæsterne fra Østerbro både var helt nede i sækken og tilbage oppe igen.
Hillerød var foran med 2-0 efter en halv times spil på mål af Jonas Hemmingshøj og Danilo Babovic, mens B93 kom tilbage op på siden med 2-2 på mål af Souheib Dhaflaoui og Oliver Carrara, før et selvmål af Abdullah Iqbal afgjorde kampen til Hillerøds fordel i det 83. minut.
Dermed vandt Hillerød sekspointskampen om andenpladsen, mens B93's oprykningschancer efterhånden må siges at være rent teoretiske.
Thisted vandt og lever endnu
I det andet opgør var Thisted på besøg i Hellerup, hvor HIK på oprykningsspillets sidsteplads lagde hus til ders indbyrdes opgør.
Med en sejr kunne de konsolidere tredjepladsen foran B93, og de gjorde det nødvendige arbejde på Gentofte Idrætspark.
Her blev det til en 2-0-sejr grundlagt på mål af Antonio Bustamante kort før pausen og Mikkel Agger efter godt 70 minutters spil.
Resultaterne betyder, at Hillerød fortsat holder på andenpladsen i 2. divisions oprykningsspil med 46 point, mens Thisted tager en tredjeplads med 42 point og B93 ligger nummer fire med 36 point.


HIK
B.93
Thisted FC
CampoBet 2. division
Hillerød

































