Efter et tæt parløb med Coleraine kunne Crusaders lørdag lade sig hylde som nykårede nordirske mestre efter en 2-1-sejr hos Ballymena United.
Det fik champagnepropperne til at springe, og festlighederne fortsætter søndag.
- Vi er ikke stoppet endnu. Vi skal mødes igen klokken 13.00 på stadion, så festen kører videre, siger en lidt hæs Brian Jensen over telefonen til bold.dk.
Crusaders kom bagud mod Ballymena, fik udlignet efter 77 minutter, inden David Cushley sikrede sejren fem minutter før slutfløjtet. Ind i mellem måtte 42-årige Jensen agere redningsmand.
- Jeg havde især en redning ti minutter før tid ved stillingen 1-1, som var meget afgørende. Det var et kritisk tidspunkt, og det var en af de redninger, hvor man bagefter tænker; 'Hvordan reddede jeg lige den?'
- Det var fint at kunne bidrage på den måde, siger Jensen om sin redning og tilføjer om tvekampen med Coleraine:
- Vi havde egentligt bare bestemt os for at ville afgøre det selv, så vi ikke skulle spekulere på alle mulige andre resultater. Og vi det gjorde vi så, hvilket vi er rimeligt tilfredse med.
The Beast kom til Crusaders før sæsonen efter 18 år i engelsk fodbold, og målet var at være med til at fejre en titel.
- Jeg er rykket op med Burnley nogle gange og med West Bromwich, og det var selvfølgelig rigtigt, rigtigt stort at rykke i Premier League. Men jeg har aldrig vundet et mesterskab, så det betyder rigtigt meget for mig, kan jeg godt mærke.
- Det er bare noget helt specielt at være de bedste i et land. Og så måske og forhåbentligt komme til at spille nogle kampe i Champions League, siger Jensen.
Jensen har spillet 30 af 38 ligakampe på vej mod Crusaders' syvende mesterskab gennem tiderne.
mikael@bold.dk


Crusaders
Premiership





























