




FC Barcelona har i denne sæson domineret i den spanske La Liga. Forud for dagens El Clásico var hjemmeholdet således ubesejret i den spanske række og på forhånd mestre.
Omvendt har Real Madrid - særligt før nytår - været skidt kørende i hjemligt regi. Til gengæld har Zidanes tropper sikret sig tredje Champions League-finale i streg.
Hjemmeholdet kom bedst fra start på et propfyldt Camp Nou.
Godt ti minutter skulle der gå, før de kom på tavlen på smukkeste vis. Et hidsigt rate og en flot bold på tværs af Sergio Roberto fandt frem til Luis Suarez, der på akrobatisk vis satte en flugter i kassen til 1-0.
Selvom Barcelona fortsatte det stramme greb om madridlenerne efterfølgende, så viste Real Madrid, hvorfor de for tredje sæson i træk er at finde i Champions League-finalen.
En tværbold fra Luka Modric blev digeret videre af Karim Benzema, og tæt under mål kunne Cristiano Ronaldo udligne Barca-føringen, som ikke stod i mere end fem minutter.
Ronaldos udlignende mål trak hjemmeholdet ned i gear. Og efter knap en halv time var portugiseren tæt på igen. Marc-Andre ter Stegen viste dog klassen i Barca-buret og afviste Ronaldos forsøg.
Kort før pausen kogte det over for en ellers velspillende Sergio Roberto, da han slog ud efter udeholdets Marcelo, som faldt let til jords. Hændelsen blev takseret til et rødt kort for Roberto.
I pausen blev en halvskadet Cristiano Ronaldo skiftet ud til fordel for Marco Asensio, ligesom Barcelona pillede Phillipe Coutinho ud i stedet for Nelson Semedo.
Trods en mand i undertal åbnede Barcelona 2. halvleg bedst.
Suarez gik hårdt til Raphael Varane i en løbeduel og fandt Messi, der med elegante tangostep fandt et frit rum i Real-feltet, og derfra bankede han til bolden i det nærmeste hjørne til 2-1.
Få minutter efter skulle hjemmepublikummet igen rejse sig fra sæderne. Denne gang ikke grundet et Barca-mål, men for at give Andres Iniesta en afskedshyldst i spanieneres sidste officielle El Clásico-kamp.
69 minutter inde i opgøret var Barcelonas 10'er igen på togt. Keylor Navas i Real-målet fik dog det yderste af handskerne på argentineres forsøg.
Få minutter efter skulle udeholdet i stedet udligne på ny. Udskældte Gareth Bale first-timede på en bold fra Marco Asensio, og waliseren kunne se sin nydelige afslutning sejle ind bag ter Stegen.
Ingen af holdene skulle dog score yderligere, og kampen endte derfor 2-2 i et begivenhedsrigt El Clásico.


Real Madrid
Barcelona
La Liga























