






De forsvarende Copa del Rey-mestre fra Barcelona var ikke overbevisende, da holdet i første kamp mod Hercules spillede 1-1, men til returopgøret på Camp Nou stillede Luis Enrique alligevel op uden en lang række stjerner.
Barca var blandt andet uden Messi, Suarez og Neymar, og holdet havde da også svært ved at skabe chancer i kampens indledning.
Hjemmeholdet havde bolden meget og fik med tiden åbnet op for gæsternes forsvar.
Det udnyttede Lucas Digne med godt fem minutter til pause, da han kom først på en løs bold i feltet og scorede til 1-0 med sit første Barca-mål.
Tyrkiske Arda Turan blev kort før pausen nedlagt i feltet, og Ivan Rakitic udbyggede fra pletten føringen til 2-0.
Arda Turan var også med i kampens næste mål, da han kort inde i anden halvleg driblede rundt i feltet, inden han til sidst lagde bolden til rette for Rafinha, som hamrede bolden i nettet til 3-0.
Næste mål stod Turan selv for. Denne gang mødte han et godt indlæg fra Aleix Vidal, som han kastede sig ind i og headede bolden i kassen til 4-0.
Knap 20 minutter før tid blev det 5-0, og det var med en forløsende scoring. Paco Alcacer, som blev hentet til klubben fra Valencia i sommer, fik således endelig scoret sit første mål for klubben, da han headede Rafinhas afrettede indlæg i kassen.
Kort før slutfløjtet kronede Arda Turan en stor aften ved at sparke bolden op i nettaget til 6-0, efter Paco Alcacer først havde misbrugt en stor hovedstødsmulighed.
Få minutter efter var Turan på pletten igen, da han selv erobrede bolden på kanten af feltet og krøllede den op i modsatte målhjørne til 7-0, kampens resultat.