Mens programmet for resten af Superliga- og 1. division-sæsonen er på plads, mangler der fortsat at komme klarhed over 2. division.
Allerede nu er det dog sikkert, at der arbejdes med en model, hvor der skal spilles kampe i juli for at nå flest mulige runder.
Det er dog ikke alle klubber, som bifalder idéen om at spille kampe i juli. Brønshøj har som kontraktklub sendt spillerne hjem og er bekymrede over udsigten til at spille kampe efter 30. juni, hvor spillernes kontrakter står til at løbe ud.
Det forklarer administrerende direktør Dennis Kjeldsen til Brønshøjs hjemmeside.
- Det er Brønshøj Boldklubs vurdering, at den foreslåede løsning vil skabe en yderst uheldig afvikling af sæsonens resterende kampe, da det i høj grad vil afhænge af, hvilke klubber der kan forlænge sine kontrakter efter 30.6.2020, hvilke amatørspillere der fortsætter, hvem der er på ferie m.m., siger Kjeldsen.
- Holdenes indbyrdes niveauforskelle risikerer på denne baggrund at forskydes fra runde til runde, hvilket medfører, at rækken i stort omfang vil blive afgjort af forhold, der ligger uden for banen.
- Set i det lys er det Brønshøjs vurdering, at kampafvikling i juli måned under de skitserede forhold vil være konkurrenceforvridende og en reel udvanding af 2. division.
- Klubberne er allerede udfordret på økonomien, hvorfor det blot bliver forbundet med yderligere økonomisk pres at genstarte 2. division med tilhørende omkostninger og uden de nødvendige kampindtægter.