




Søndag aften stod den svenske Super Cup mellem mestrene fra Malmø FF og Elfsborg. Malmø sparede en del spillere, blandt andet tog Zlatan Azinovic pladsen i målet på bekostning af Robin Olsen. Hos Elfsborg var Kevin Stuhr Ellegaard eneste danske indslag fra start.
Efter 22 minutter blev Elsborgs Viktor Claesson sendt i rend mod MFF-buret, og han løftede elegant bolden over Azinovic til 1-0.
Den føring holdt til det 89. minut. Her kæmpede Isaac Kiese Thelin sig fri af to Elfsborg-forsvarere og kvitterede. Så skulle der forlænget spilletid til.
I første halvdel af den faldt der ingen mål. Men nogle minutter inde i anden halvleg af den forlængede spilletid slog Malmö kontra. Simon Kroon førte bolden frem og spillede intelligent på tværs til Emil Forsberg, der simpelt scorede til 2-1.
Ti sekunder før tid kantede Anton Tinnerholm en Elfsborg-spiller i Malmø-feltet. Straffe. Det scorede Viktor Prodell stensikkert på.
Så skulle der straffesparkskonkurrence til. Alle scorede, indtil Ellegaard snuppede Pawel Cibickis forsøg, men Simon Hedlund skød efterfølgende på stolpen.
Så var det indskiftede Mikkel Beckmanns tur, men Azinovic leverede en strålende redning. Så scorede Erdal Rakip, og Malmø FF vandt den svenske Super Cup.


Elfsborg
Malmö FF
Super Cup





























