



Danmark stod med muligheden for at sætte et næsten definitivt punktum for VM-kvalifikationen, men på tre mareridtsminutter blev en ellers sikker 1-0-føring vendt til 1-2 mod Belarus.
I Parken så Brian Riemer sit ellers solide landshold bryde sammen på en måde, han kalder 'totalt atypisk,' og landstræneren lægger ikke skjul på sin bekymring for det psykiske kollaps.
Det fortæller han til Bold og øvrige medier efter 2-2-kampen lørdag aften.
- Det bekymrer mig, at vi lukkede to mål ind på så kort tid. Det må aldrig ske. Den bekymring er ens for alle, og vi er selvfølgelig superærgerlige over det, men det bekymrer mig ikke overordnet set.
- Kigger vi på kampen - og jeg hader tal, så lad være med at skrive det i overskriften - havde vi tre i expected goals. Det er, hvad du kan forvente af sådan en kamp. Det skal være nok til at vinde. Vi lavede to mål - det skal også være nok.
- Udfordringen er, at vi lukkede to mål ind i den her periode. Det er totalt atypisk for det her hold. Vi har stort set ikke lukket mål ind i den her kvalifikation. Derfor vil jeg sige, at det først for alvor bekymrer mig, hvis det er noget, der gentagende gange sker, og man konsekvent står i den situation. Så ville det være et mønster, men det her er meget atypisk, siger Riemer.
Artiklen fortsætter efter billedet

Spørgsmålet er, om der manglede lederskab på banen i de afgørende minutter, men det afviser landstræneren som en entydig forklaring.
- Hvis du kigger på de spillere, der rendte rundt inde på banen, og de adresser, de spiller på, så havde vi rigeligt med lederskab og kvalitet på banen. Analysen må vi gemme, til vi har set tingene igennem, men den er nok heller ikke så simpel, fordi der render 11 individer rundt, siger Riemer.
Ifølge Mikkel Damsgaard burde landsholdet have kigget hinanden i øjnene ved 1-1-scoringen fra Belarus, og det havde Riemer også gerne set.
- Det er jeg enig i. Men problematikken kommer i, at jeg også kunne have skiftet ud. Jeg kigger også på mig selv, men der gik så kort tid, at jeg knapt nåede kalde folk op og få dem gjort klar.
- Det var med så kort reaktionsradius, at hverken spillerne eller jeg nåede at gøre noget. Det er det ansvar, der ligger på mine og deres skuldre at få gjort, siger landstræneren.
Nu venter en nervepirrende afgørelse i Glasgow – og et dansk mandskab, der skal vise, at kollapset mod Belarus blot var en enlig svale.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere


Danmark
VM kval. UEFA








































