Saido Berahinos tid i engelsk fodbold fik en kontroversiel afslutning, efter angriberen i februar 2019 blev sigtet for spritkørsel og senere fyret i Stoke.
Den 26-årige angriber har også tidligere trukket overskrifter af negativ karakter, og han begrunder det med manglende faderskikkelser.
- Jeg havde en faderfigur i West Bromwich, og det hjalp mig til at få min debut og bryde igennem på førsteholdet, siger Berahino til Talksport.
- I Stoke var det ligesom at være alene igen, og jeg vidste ikke, hvem jeg skulle tale med. Selvfølgelig forventer folk, at jeg i den alder kan være professionel nok til at håndtere visse situationer.
- Men jeg tror ikke, at jeg har talt med en spiller, der har været i min situation før, hvor alt ændrer sig på et øjeblik.
- Jeg begik én fejl, som kostede mig, og det var at tweete om Jeremy Peace (West Bromwich' formand, red.), og det fortryder jeg. Det er i forhold til sådanne ting, at jeg aldrig har haft nogen til at guide mig, som jeg gerne ville have haft, siger Berahino.
Saido Berahino rykkede sidste sommer til belgiske Zulte Waregem, hvor det siden er blevet til 22 kampe og otte mål.