Et chok gik igennem Nord Energi Arena lørdag aften, da den tilbagevendte Vendsyssel-angriber Wessam Abou Ali pludselig kollapsede i kampen mod Lyngby.
Spillerne dannede straks en ring om Abou Ali, der havde krampeanfald og til sidst blev kørt til hospitalet i en ambulance.
Abou Ali er gudskelov okay efter omstændighederne, men det har været en ordentlig omgang både fysisk og mentalt for den 22-årige angriber.
- Jeg husker ingenting overhovedet fra lige efter kollapset. Jeg husker først, at jeg vågner i ambulancen, siger Wessam Abou Ali til bold.dk om den episode, der har ramt overskrifterne landet rundt de seneste dage.
Mærkede ubehag i pausen
Wessam Abou Ali mærkede allerede ubehag i kroppen i pausen, hvor han løb og varmede op, inden han skulle ind til anden halvleg.
- Jeg blev fandeme hurtigt træt, og jeg tænkte 'hold da kæft mand, er jeg i så dårlig form?', da jeg varmede op.
- Men hele modsatte side af tribunen rejste sig op og klappede af mig, fordi det jo var min comeback-kamp, så jeg lagde smerten fra mig, for nu ville jeg ind og leve op til alle forventningerne.
- Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne løbe, mine ben var tunge, men jeg tænkte, at det bare var på grund af en dårlig opvarmning. Men lige op til kollapset tænkte jeg, at 'det her er ikke normalt'.
- Det føltes som om, at luften, der gik igennem mig, var iskold. Jeg følte en ømhed i brystet og en trang til at bøje mig forover efter hver aktion, fordi jeg var så træt på sådan en sløj måde.
- Jeg prøvede så at række ud efter dommeren og var ved at sætte mig ned, men så kollapsede jeg bare, siger Abou Ali.
Derfra husker han først, at han vågnede i ambulancen.
- Jeg var ikke bange, for jeg vidste ikke, hvad der var sket. Jeg var ikke selv i dramaet, som alle dem, der så eller overværede kampen, som kunne se mig ligge og krampe med skum ud af munden og svært ved at trække vejret.

Vendsyssel- og Lyngby-spillerne dannede en ring om Wessam Abou Ali. Foto: Ritzau/Scanpix
Modtog 4-6000 beskeder på tre timer
Wessam Abou Ali var egentlig ved godt mod, da han blev tilset på hospitalet, men så snart han så sin telefon, gik det op for ham, hvor alvorligt det havde været.
- Jeg jokede med sygeplejersken, som den person jeg er. Det gjorde jeg nok, fordi det var en panik-situation. Når jeg bliver presset op i et hjørne, bliver det hurtigt kølet af med en joke.
- Nu her begynder det at blive værre for mig. Jeg kan godt mærke, at jeg bliver mere presset, jo længere det kommer på afstand.
Fordi det går op for dig, hvad der reelt er sket?
- Ja, præcis. Jeg var i chok, da det skete, men jeg forstod det ikke og havde ikke min telefon på mig, så jeg vidste ikke, hvor voldsomt det var.
- Det var først, da jeg så, at jeg havde modtaget 4-6000 beskeder på tre timer, og min telefon ikke kunne ligge stille, at jeg forstod, at det var pissehamrende alvorligt, det her. Det var – forstå mig ret – ikke bare en brækket ankel.
Wessam Abou Ali fik besøg af sin onkel og overnattede herefter på hospitalet, men det var ikke meget søvn, han fik.
- Der havde jeg det faktisk ad helvedes til. Det rører mig faktisk stadigvæk meget, men jeg vil gerne selv snakke om det for at komme videre i mit liv, siger Abou Ali med bævrende stemme.
- Jeg spurgte hele tiden, om jeg ikke måtte tage hjem fra hospitalet, men de anbefalede, at jeg blev, selvom jeg godt måtte gå.
- Jeg fik måske sovet 30-40 minutter i løbet af hele natten, fordi jeg ikke kunne ligge i den seng efter alle de kramper. Alle mine muskler var jo nærmest blevet kvæstet indvendigt på én gang, som var de blevet slået med en hammer.
Så sit eget kollaps for at forstå
Beskederne fra nær og fjern gjorde stort indtryk på Wessam Abou Ali.
- Jeg var helt færdig, også mentalt. Jeg læste nogle af de opslag, som folk havde lavet, også fra mine tætte venner, som har været kede af det.
- Jeg får helt kuldegysninger af at tale om det nu, men flere af mine tætteste skrev jo 'Husk at jeg elsker dig', 'Fucking bliv nu her' og 'Du skal ikke nogen steder hen'.
- Jeg har aldrig været så høj på kærlighed som nu, men det er samtidig bare ikke en kærlighed, man har brug for at opleve.
Det er vel også et mix af følelser – du er glad for de søde ord, men det er vel med en kæmpe klump i halsen, fordi de har været så bekymrede?
- Ja, præcis, og derfor havde jeg også en stor trang til at se episoden, hvor jeg kollapser. Jeg var nødt til at få sat nogle billeder på den her kærlighed. Hvad var det, alle havde oplevet?
- Sygeplejerskerne læste nyheden, og flere kom ind og sagde, at de skulle hilse fra deres søn eller forælder, som var på stadion. Der var så meget kærlighed, og det ramte mig rigtig meget.
- Jeg havde den største livsglæde, og jeg var den gladeste mand i verden.
Mor besvimede til fødselsdag
Wessam Abou Ali virker fattet, da bold.dk fanger ham over telefonen, men når snakken falder på familien, kan man godt mærke, at han er berørt over situationen.
- Min mor og far holdt fødselsdag derhjemme for 20 mennesker, da det skete, så de så ikke kampen. Pludselig begyndte alles telefon at bippe med beskeder om mig.
- Jeg kan bare forestille mig de billeder, hvor mine forældre får det at vide. Det gør mig vildt ked af det hver gang, jeg tænker på det, siger en berørt Abou Ali.
- Min mor besvimede, da hun læste det. Det vigtigste for mig var også at ringe til hende, så snart jeg kunne på hospitalet. Det er første gang nogensinde, jeg har grædt i telefonen.
Også holdkammeraterne i Vendsyssel og Lyngbys spillere var berørte på stadion, da de dannede ring om Abou Ali på græsset.
- Det var meget stærke billeder, og det var så hårdt for mig at se. Mikkel Wohlgemuth er én af mine bedste kammerater, og jeg elsker den mand. Han stod og prøvede at finde overskud og danne cirklen om mig.
- Jeg kunne se, hvordan nogle af dem kiggede på mig, mens de stod i cirklen, og bare brød sammen. Det påvirker mig også meget at se de Lyngby-spillere, der bare gik rundt og græd.
- Det var en Lyngby-spiller, der havde fat i min tunge og fik lagt mig i sideleje. Det er mennesker, jeg aldrig vil glemme, siger Abou Ali.
Wessam Abou Ali blev udskrevet fra hospitalet søndag, og på vej hjem i bilen kunne han se AaB-fansene holde et banner op med hans navn til kampen mod Viborg.
Det aftvinger respekt fra den tidligere AaB-spiller.
- Det betød ekstremt meget for mig. Jeg sad i bilen på vej hjem fra hospitalet med min mor og far, da jeg så det, og så fik vi bare alle gåsehud. Min far er stor AaB-fan, og han blev mega rørt. Jeg har den største respekt for de AaB-fans.
— AaB Support Club (@AaBSupportClub) September 12, 2021
- Jeg kommer til at spille fodbold igen
Wessam Abou Ali har naturligvis brug for at tale med nogle professionelle for at bearbejde den frygtelige episode.
Han har endnu ikke fået svar på de mange tests fra hospitalet, og han bliver først klogere på lægernes tilbagemelding i de kommende uger.
Han er fuldt ud opsat på at fortsætte med at spille fodbold, men lige nu vil han bare gerne have lov at nyde livet.
- Tanken om, hvorvidt jeg kommer til at spille fodbold igen, rammer mig da. Men lige nu ved jeg, at jeg kommer til at spille fodbold. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg har det største gåpåmod.
- Hvis jeg stadig har det skidt efter et par måneders genoptræning, så må jeg jo se på det dér. Men hvis det er muligt, siger jeg i hvert fald ikke nej.
- Jeg tager en dag ad gangen, og så må vi se, hvad livet bringer. Lige nu er jeg overlykkelig over, at det værste, der kunne ske, ikke skete. Jeg er her, og jeg er glad, siger Wessam Abou Ali.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Vendsyssel FF
Betinia Liga
































