2022-05-20 18:30:02

BIF-talent drømmer om fast SL-bold og Barca

BIF-talentet Andreas Pyndt, der er lejet ud til B.93, siger til bold.dk, at han har et mål om at blive fast Superliga-spiller. Den store drøm er at spille for Barcelona.

Artiklen fortsætter efter annoncen

21-årige Andreas Pyndt er lige nu udlejet fra Brøndby IF til B.93 i 2. division resten af sæsonen for at få noget kamptræning på seniorniveau. 

Midtbanespilleren har kontrakt med Brøndby til sommeren 2023, men Pyndt har store ambitioner. 

Pyndt siger til bold.dk, at han ikke ved, hvad der skal ske i næste sæson. Det store mål er at få fast spilletid i 3F Superligaen, mens den ultimative drøm er at tørne ud for Barcelona.

- Jeg prøver ikke at tænke for meget på, hvad der skal ske efter sommer. Det påvirker mig negativt, hvis jeg skal tænke på fremtiden, så jeg prøver at tage en uge og en kamp ad gangen, så må vi se til sommer, hvad der skal ske. Jeg har stadig et år tilbage i Brøndby, siger Andreas Pyndt til bold.dk. 

Men det er en mulighed at komme tilbage til Brøndby?

- Ja, selvfølgelig. Nu har jeg været i Brøndby i 10-11 år, og det har altid været drømmen at slå igennem på førsteholdet, så det vil jeg bestemt ikke udelukke.

Synes du, at du har fået chancen i Brøndby?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det ved jeg ikke. Det er svært at sige. Det er utrolig mange dygtige spillere derude, det skal man også huske, og så er det også svært at spille sin chance der, det er klart. Når man ser ’Jobbe’ (Jesper Lindstrøm, red.), der lige har spillet Europa League-finale, så var der kæmpe konkurrence. Sådan er det, og sådan skal det være i en storklub som Brøndby.

Hvad er dit mål for fodboldkarrieren?

- Jeg tror, at de fleste i Danmark gerne vil spille i Superligaen regelmæssigt. Det er da et mål at kunne spille noget fast Superliga-bold på et tidspunkt. Nu er jeg stor Barcelona-fan, så det er alligevel drømmen at komme dertil en dag. 

- Nu må vi se. Jeg tager en uge eller en kamp ad gangen. Jeg tror på, at hvis man gør det godt, så skal mulighederne nok komme. Det prøver jeg at holde fokus på. 

Men Brøndby har en ekstra plads i dit hjerte, når du snakker om fast Superliga-fodbold?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ja, helt klart. Jeg kender så mange derude, så det er selvfølgelig en helt speciel ting for mig derude. Jeg har gået på skole og gymnasium derude, så ja, jeg har været mere på Vestegnen, end jeg har været hjemme. 

- Så det har selvfølgelig en kæmpe plads, og det vil være kæmpestort at spille for dem, siger Andreas Pyndt til bold.dk. 

Midtbanespilleren er indtil videre noteret for ti opgør i 2. division for B.93 i foråret, og han har nettet en gang. 

For Brøndbys førstehold er han noteret for én Superliga-kamp, fire kampe i Sydbank Pokalen og en enkelt i Champions League kvalifikationen.

6 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Seneste nyheder

Seneste nyheder

0