





Atheltic Bilbao havde gode forudsætninger for at spille sig videre i Copa del Rey før returopgøret mod Linense fra den tredjebedste spanske række, efter Bilbao havde vundet første kamp på udebane med 2-0.
Bilbao dominerede i første halvleg, men måtte nøjes med en 1-0-føring ved Oscar de Marcos, men fra anden halvlegs start tog begivenhederne fart. Javier Eraso, Xabier Etxeita, Kike Sola og Raul Garcia scorede en gang hver på mindre end 20 minutter, og så stod det 5-0.
Derefter tog baskerne en slapper, men scorede et mål igen i slutfasen ved Mikel Rico og kunne dermed notere sig en samlet sejr på 8-0.
Samtidig skulle Getafe forsøge at vende et 2-0-nederlag fra første opgør mod Madrid-naboerne fra Rayo Vallecano. Getafe vendte opgøret på hovedet i løbet af første halvleg, da holdet gik til pause med en føring på 3-0.
Kort inde i anden halvleg fik Lass Bangoura reduceret til 3-1, og dermed lå Rayo til at gå videre. Getafe maste på for 4-1 og avancement, men Rayo holdt stand og booker en billet videre efter reglen om flest scorede udebanemål.
Eibar tabte noget overraskende første kamp ude mod Ponferradina med 3-0 og skulle forsøge at vende det rundt på eget græs. Efter en halv time kom værterne i overtal, og de gik til pause med en 1-0-føring efter en sen scoring.
I anden halvleg scorede Sergi Enrich og Simone Verdi to gange for hjemmeholdet på ti minutter, og så stod det helt lige. Fem minutter før tid sikrede Mikel Arruabarrena det flotte comeback med kampens sidste scoring på straffespark.


Getafe
Athletic Club
Rayo Vallecano
Ponferradina
Eibar
Linense
Copa del Rey























