Den tidligere West Ham- og West Bromwich-manager Slaven Bilic forlader kinesiske Beijing Guoan efter et år i spidsen.
Den 53-årige kroat har ønsket at vende hjem til Europa af familiehensyn på grund af corona-pandemien, meddeler klubben.
- Klubben forstår til fulde og støtter Bilic' ønske om at vende hjem til Europa for at være tæt på sin familie under pandemien. Vi ønsker Bilic alt det bedste i fremtiden og ønsker ham og familien godt helbred, skriver klubben.
Bilic førte Beijing Guoan frem til en femteplads i den netop overståede Super League-sæson i Kina.
Slaven Bilic har foruden de to Premier League-klubber også stået i spidsen for blandt andre Besiktas og Lokomotiv Moskva, ligesom han fra 2006 til 2012 var kroatisk landstræner.


Beijing Guoan
Super League






























