





Philip Billing var i aktion for FC Midtjylland i Superligaen igen efter at have siddet ude med karantæne mod FC Nordsjælland.
Midtbanespilleren ragede dog et gult kort til sig i 3-3-kampen mod Viborg FF, og derfor ryger Billing igen i karantæne, fordi han er kommet over 36 karantænepoint.
Det betyder, at FCM-stjernen ikke vil være til rådighed, når ulvene får besøg af FC København den 8. februar på MCH Arena.
I mange ligaer opererer man med, at man får karantæne efter fem advarsler, men i Danmark gælder der andre regler, og det er derfor, at Billing allerede er i karantæne igen.
I Superligaen får man således karantæne, når ens samlede strafpoint fra kort rammer bestemte grænser, og hvert gult kort giver 3, 4 eller 6 point afhængigt af forseelsens grovhed.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ved to gule kort i samme kamp, får man en tillægsstraf på 13 point, mens et direkte rødt kort koster 30 point ekstra.
Kritik fra Zorniger
For nylig var Alexander Zorniger ude med riven i forhold til reglerne, da tyskeren fandt ud af, at Jann-Fiete Arp var havnet i karantæne.
- Jeg har en meget klar generel holdning til disse point, som ingen andre lande bruger.
- Ingen ved, hvornår man er ude. Hvis man havde haft fire gule kort, og man så havde fået det femte, så er man ude.
- Nu bliver det i stedet et spørgsmål, om man får fire point eller seks point.
- Og jeg sviner ikke DBU til nu, da man har en masse gode regler i Danmark, men på et tidspunkt må de overveje, hvorfor ingen andre gør brug af denne regel, sagde Zorniger.
Efter FCM's kamp mod Viborg blev Mike Tullberg spurgt ind til, om han deler Zornigers frustrationer over reglerne.
- Reglerne er, som de er. Sådan var de også, før jeg kom til FCM, så det har jeg ikke nogen kommentarer til.
Zorniger var ret sur over det for nylig. Det kunne være, at du delte hans frustrationer?
- De der karantæneregler er, som de er, så det kan jeg ikke gøre så meget ved, siger Tullberg.
FCM mangler fortsat at spille mod Genk i Europa League og FC Nordsjælland i pokalturneringen, inden holdet går på vinterpause.

Hård uge for Superligaen i Europa
Hattrick | Afsnit 159Det blev til en enkelt uafgjort og tre nederlag, da FC København, FC Midtjylland, FC Nordsjælland og AGF var i aktion i de europæiske kvalifikationer i midtugen. Vi kigger på den dårlige danske uge.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga




































