Lige ved og næsten, slår ingen mand af hesten.
Men derfor kan det godt gøre ondt alligevel.
Silkeborg IF havde i langt størstedelen af returkampen mod Jagiellonia Bialystok kurs mod et stensikkert exit, men det fik to overraskende mål i slutningen af kampen lavet om det.
Havde danskerne scoret et enkelt mål mere i Polen, var opgøret gået i forlænget spilletid, men Jens Martin Gammelbys udligning til 2-2 efter et indirekte frispark i overtiden kom for sent.
Det er netop derfor, at Silkeborg-backen ærgrer sig.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg nåede at få en følelse af håb og tro på, at det kunne lykkes. Jeg troede, at vi kun havde spillet kort tid af tillægstiden, så jeg tænkte, at der var en fem-seks minutter tilbage, siger Gammelby til Bold og den øvrige presse i Polen efter kampen.
Silkeborg-backen fortsætter:
- Jeg havde spurgt dommeren efter ca. 75 minutter, om han ikke ville lægge en del tid til, og der sagde han fire minutter.
- Bialystok fortsatte så med at ligge lidt meget ned derefter, så jeg følte, at kampen blev fløjtet meget hurtigt af, efter jeg scorede.
- Man er skuffet, fordi det ender med at gå sådan - at man lige når at få lov til at lugte til osten, siger Gammelby.
Silkeborg er således ude af Conference League efter et samlet 2-3-nederlag, og mens det ærgrer Jens Martin Gammelby, mener han, at Jagiellonias avancement er fortjent.
- Set over de 90 minutter her i Polen, så er de jo bedre end os, så det er fortjent, at det er dem, der går videre.
- Vi løfter vores niveau i anden halvleg, hvor vi havde en anden energi, men det var jo ikke, fordi vi på noget tidspunkt var virkelig gode, afslutter backen.
Silkeborg skal allerede i aktion igen på søndag, hvor de møder Viborg i Superligaen.
Jagiellonia Bialystok møder albanske Dinamo City i playoff-runden.

Silkeborg IF
Bialystok
ECL-kval



































