


Der var flere ændringer hos begge mandskaber, da Randers og SønderjyskE søndag tørnede sammen i 3F-Superligaen.
Hos Randers erstattede Al-Hadji Kamara en karantæneramt Emil Riis, ligesom også Mathias Nielsen, Björn Kopplin og Frederik Lauenborg var nye folk i startopstillingen.
Hos gæsterne var der Superliga-debut til Nikola Mirkovic, som var ny mand i målet hos SønderjyskE, ligesom også Mads Albæk og Jeppe Simonsen var med fra start.
Det var Randers, som startede kampen bedst, og hjemmeholdet havde i kampens indledning optræk til flere gode muligheder, men den sidste kvalitet manglede i de afgørende momenter.
Efter et kvarter lykkedes det så Randers at bringe sig i front efter et bizart selvmål. Gæsternes keeper Nikola Mirkovic gik ud i feltet og hoppede op til bolden efter et hjørnespark. Men den serbiske målmand mistimede fuldstændigt sit hop, og på besynderlig vis fik han headet bolden ind i sit eget mål.
Randers fortsatte trykket efter scoringen og forsøgte ved enhver lejlighed at sætte Mirkovic under pres, og gæsterens keeper virkede tydeligt rystet efter sin tidligere fejl.
Der blev dog ikke skabt de store chancer i resten af halvlegen, og det var dermed Randers som kunne gå til pausen med en 1-0-føring.
Straks fra anden halvlegs start blev Randers' Vito Hammershøy-Mistrati indskiftet, og det skulle vise sig at give pote øjeblikkeligt.
Mistrati var således først på bolden, og med sin første boldberøring hamrede han fra kanten af feltet tørt bolden forbi Mirkovic i SønderjyskE-målet.
Kort efter var det tæt på at blive 3-0, da Tosin Kehinde tog chancen udefra, men denne gang fik Mirkovic flot reddet.
Med et kvarter tilbage af kampen kom SønderjyskE endelig frem til en god mulighed, men Christian Jakobsens afslutning gik tæt forbi mål.
Resten af kampen bød ikke på de store højdepunkter, men der var et stort bifald fra hjemmeholdets fans, da Saba Lobjanidze med ti minutter tilbage af kampen blev indskiftet, og dermed gjorde comeback efter sin skade.
I kampens overtid blev det også 3-0, da Lobjanidze modtog bolden i venstre side af feltet, og flot scorede til kampens slutresultat.
Det endte derfor med tre point til Randers, som dermed rykker op på femtepladsen i Superligaen.