1. Division -Bjerregaard: Vil vise jeg har Superliga-niveau
2018-09-05 09:59:02
Foto: Getty Images

Bjerregaard: Vil vise jeg har Superliga-niveau

André Bjerregaard trængte til at prøve noget nyt efter et år på Island. Nu er han skiftet til Hvidovre, hvor han vil vise, at han stadig har Superliga-niveau.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Angriberen André Bjerregaard er tilbage i dansk fodbold efter et ophold på Island.

Kort før transfervinduet smækkede i, ophævede Bjerregaard med KR Reykjavik, og mandag blev det offentliggjort, at han er ny mand i Hvidovre-truppen.

- Jeg tror i bund og grund, at jeg trængte til at prøve noget andet igen. Jeg tror, at min tid var ved at være slut deroppe, og jeg savnede lidt at komme hjem til Danmark og spille noget dansk fodbold igen, siger André Bjerregaard til bold.dk.

- Det var en oplevelse at være på Island, men det var også tid til, at der skulle ske noget nyt.

André Bjerregaard nåede at spille godt et år på Island, og han var generelt glad for det fodboldmæssige udbytte.

- Det er egentlig et rigtigt fint niveau med fine hold og gode spillere. Der mangler lidt taktisk forståelse i forhold til dansk fodbold, men ellers er niveauet nok som toppen af 1. division. Det er bestemt ikke ringe.

- Jeg tror også bare, at jeg savnede, at der skulle ske noget nyt med fodbolden. Jeg var måske kørt lidt død i det deroppe, siger André Bjerregaard.

Nu er Bjerregaard klar til den nye udfordring i Hvidovre, hvor han har lavet en aftale frem til nytår. Oprykkeren ligger nummer syv i 1. division efter syv runder.

- Jeg skulle bare i gang med at spille noget fodbold herhjemme igen. Jeg synes, Hvidovre har et rigtig, rigtig fint hold med en masse dygtige spillere. De spiller rigtig fin fodbold, og det er godt at være derude.

Nu vil 27-årige Bjerregaard hjem og vise, at han har niveau til at spille på højeste niveau.

- Mine mål er selvfølgelig at vise, at jeg stadig kan være med på Superliga-niveau i Danmark. Det er det, jeg gerne vil hjem og vise, og jeg tager til Hvidovre for forhåbentlig at vise, at jeg har niveau spille på så højt niveau som muligt i Danmark.

Han mener, at Hvidovre har et hold, der kan blande sig i topstriden i 1. division.

- Jeg har ikke lige snakket med Hvidovre om, hvad deres forventninger. Men selvfølgelig er målet at ende så højt som muligt. Mine egne forventninger er bare at komme i gang herhjemme igen, få vist mig frem og hjulpet Hvidovre.

- Så må vi se til vinter, hvor begge parter står, siger André Bjerregaard.

André Bjerregaard trænede med sine nye holdkammerater for første gang i mandags, og han forklarer, at han er i spil til mandagens opgør på hjemmebane mod Silkeborg, hvis ellers træneren vil bruge ham.

anton@bold.dk

Annonce
Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce