Da AC Horsens i forårspremieren tabte 1-0 til Silkeborg, var det med Steve Clark på mål, og amerikaneren stod en stor kamp trods nederlaget.
Clark blev hentet til klubben i januar for at tage kampen om spilletid op med Nicklas Dannevang, og manager Bo Henriksen forklarer, at Clark lige nu er en anelse foran Dannevang.
- Det er meget lige mellem dem og kommer til at handle meget om dagsform. Vi er virkelig godt dækket ind, men lige nu er Steve en lille smule foran, siger Henriksen til bold.dk.
- Steve havde været god op til kampen mod Silkeborg, hvor han virkelig også greb den chance, han fik, da han stod en stor kamp. Han gik ind og viste, at man kan stole på ham, og det skal han vise hver gang.
Henriksen er glad for den konkurrence, han har på målmandsposten, hvor han opfordrer Nicklas Dannevang til at bevare tålmodigheden, selvom han her og nu sidder på bænken.
- Jeg vil gerne have to rigtig gode målmænd, og det har vi virkelig nu, og vi har også en meget dygtig, ung tredjemålmand (Marcus Bobjerg, red.), som bliver bedre og bedre for hver dag.
- Dannevang havde nogle udfald i efteråret, men det er normalt for en ung keeper, og han havde også nogle kampafgørende redninger, så det var uden tvivl godkendt.
- Dannevang er en ung målmand, som stadig har meget at lære, og han har 10-12 gode år i sig endnu. Han skal blive ved med at klø på, suge til sig og lære til sig, så kommer hans tid igen, fastslår Henriksen.
AC Horsens får senere lørdag besøg af OB.
mikkel@bold.dk



AC Horsens
3F Superliga































