Tirsdag eftermiddag er det netop blevet offentliggjort, at den tidligere Jammerbugt FC-træner og nuværende Head of Sport i klubben, Bo Zinck, skifter til Thisted med øjeblikkelig virkning.
Det bekræfter Thisted i en pressemeddelelse.
Bo Zinck skulle efter aftale have taget til Thisted efter sommerferien, men nu er det altså blevet fremrykket sådan, at Zinck kommer til at stå i spidsen for Thisted allerede i foråret.
Det betyder derfor i samme ombæring, at Bo Thomsen, der skulle stå for ansvaret i Thisted frem til sommer, er blevet fritstillet som cheftræner for klubben.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi var afklaret med, at Bo Thomsen skulle stå i spidsen for holdet frem mod sæsonafslutningen til sommer, hvorefter Bo Zinck ville tage over. Tingene kan dog hurtig ændres i fodboldverdenen, og da vi fik muligheden for at tilknytte Bo Zinck nu, mener vi, det er det sportsligt rigtige at gøre.
- Vi ønsker at ønske Bo Thomsen alt held og lykke fremover og takker ham for det stykke arbejde, han har gjort i klubben, fortæller Peter Friis, der er direktør i Thisted.
Zinck har tidligere været i Thisted, inden han tog til Jammerbugt FC, hvor han var med til at sikre en oprykning til 1. division i 2017, ligesom han præsterede det i Jammerbugt FC i sidste sæson.