Bodø/Glimt har sagt farvel til en række spillere efter at have vundet det norske mesterskab, og nu er endnu en spiller fortid.
Forsvarsspilleren Marius Lode forlader Bodø på en fri transfer og skal i stedet tørne ud for Schalke 04, meddeler den tyske 2. Bundesliga-klub.
28-årige Lode har fået en kontrakt til sommeren 2024 med Schalke.
- Marius Lode var en nøglespiller og spillede en stor rolle i Bodø/Glimts nationale og europæiske succes i de seneste år og er også blevet norsk landsholdsspiller, siger sportsdirektør Rouven Schröder.
- Marius er klar til at spille med det samme, og det giver os endnu et alternativ til det centrale forsvar. Vi er tilfredse med, at han nu er en del af vores hold.
Marius Lode har spillet i Bodø siden 2017, hvor han nåede to norske mesterskaber og 142 kampe.


Schalke 04
Bodø/Glimt
Norge Eliteserien
Tyskland 2. Bundesliga



































