Næstved har fyret Mogens Krogh for at gøre plads til Michael Hemmingsen på trænerbænken, og den rutinerede midtbanespiller Henrik Bødker spillede under netop Hemmingsen i et par år i SønderjyskE.
- Det er en god signing for Næstved. Jeg havde personligt et rigtigt godt forhold til ham i SønderjyskE. Jeg spillede stort set samtlige kampe. Ikke alle sammen fra start, men jeg var også oppe mod vores anfører Olafur Skulason og Henrik Hansen blandt andre, så der var meget hård konkurrence. Michael var fair og ærlig over for mig, og det satte jeg stor pris på, siger Bødker til bold.dk og fortsætter:
- Jeg håber, at han give os det skub, som vi har brug for. Blandt andet skal vi have sat en prop i forhold til, hvor mange mål vi lukker ind på dødbolde. Det har slet ikke været godt nok, og vi havde ikke været næstsidst, hvis vi havde været bedre på vores dødbolde.
- Forhåbentligt kan han tage os til det næste niveau. Vi har været godt med i kampene, men vi har savnet de sidste marginaler. Det var for eksempel helt vanvittigt, at vi tabte den kamp i Skive, som vi burde have vundet. Vi er nødt til at være mere konsekvente i vores spil.
Bødker har kun pæne ting af sige om fyrede Krogh, der betalte prisen for manglende marginaler og udfordrende forhold.
- Mogens er en dygtig træner, og han har gjort det godt ud fra de forudsætninger, som vi har i Næstved med blandt andet mange spillere, der kommer langvejsfra til træning - inklusiv mig selv - og derfor ikke altid skaber de mest optimale forhold for en træner. Jeg synes ikke, man kan sige så meget til Mogens og hans indsats, siger Bødker.
Næstved har seks point op til redning med ti runder tilbage i 1. division.
mikael@bold.dk



Næstved Boldklub
Betinia Liga




























