Valget er truffet. Fremtiden er på plads. Og Sebastian Grønning kan ifølge bold.dk’s oplysninger inden længe kalde sig AGF-spiller.
Siden kontraktophævelsen i sydkoreanske Suwon har specielt to danske klubber vist mere end almindelig interesse for angriberen: AaB og AGF.
Og efter nogle intense dage med snakke og forhandlinger, bliver det altså AGF, der løber med angriberens underskrift, erfarer bold.dk.
25-årige Sebastian Grønning blev i vinter solgt fra Viborg til Suwon i Sydkorea, men opholdet var ikke særligt lykkeligt, og derfor blev parterne for nylig enige om en ophævelse af kontrakten.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det fik i første omgang AaB på banen, og sportschef Inge André Olsen lagde ikke skjul på, at han drømte om at skaffe angriberen tilbage til den klub, hvor han nærmest voksede op.
Men da AGF meldte sig ind i kampen om manden, som scorede seks Superligamål for Viborg i den halvsæson, der skaffede ham til Sydkorea, kom Grønning på andre tanker, og alt tyder nu på, at AGF slår AaB på målstregen i kapløbet om underskriften.
I AGF skal han kæmpe om spilletid med blandt andre anfører Patrick Mortensen og to andre sommerindkøb i Jelle Duin og Sigurd Haugen.