13. februar 2024 var en skelsættende dag, de aldrig glemmer i Mainz.
Det var Bo Henriksens første arbejdsdag som cheftræner for den kriseramte klub. Den 50-årige dansker var på mange måder et opsigtsvækkende valg, men det fik stor betydning for, hvad der kom til at ske i klubben de kommende måneder.
'Operation overlevelse' virkede som en umulig og urealistisk mission. Men ikke når man hedder Bo Henriksen og konstant er optimistisk med stærk tro på sit projekt.
For blot tre måneder efter sin start kulminerede sæsonen, da Mainz vandt 3-1 over Wolfsburg i den sidste kamp i sæsonen. Et resultat, der sikrede Mainz en imponerende 13. plads og overlevelse i Bundesligaen.
De gik fra 17. og næstsidstepladsen og avancerede fire pladser i tabellen.
Nu har Bo Henriksen været i Mainz i 14 måneder, hvor han har forvandlet klubben fra en nedrykningskandidat til et mandskab, der nu kæmper om Champions League-pladser.
Bo Henriksen er i sandhed en succeshistorie af de særlige.
Her kan du komme helt ind i kulissen og høre fortællingen om de greb, Bo Henriksen tog i anvendelse for at vende skuden i Mainz.
Bo Henriksen har indvilget i at gå i detaljer om den genrejsning, der skabte historie ikke kun i Danmark, men blev bemærket i hele Tyskland, hvor Bundesligaen spiller en stor og afgørende rolle for mange mennesker i hverdagen.
Så sent som for ganske nylig havde det store ansete fodboldmagasin Kicker en forside med et billede af Bo Henriksen med overskiften: Byen, der drømmer.
Et klart billede på den tro, den forvandling, det håb, som Bo Henriksen har skabt på rekordtid.

Mainz 05
Bundesliga