Kun med Bold+
Nyheden ramte Søhøjlandet som et lyn fra en klar himmel.
I mere end et år har den absolutte topledelse i Silkeborg IF Invest A/S båret rundt på en hemmelighed, der på ingen måde måtte sive, indtil den var så færdigbagt, at den kunne præsenteres for offentligheden.
For siden 2018 har datterselskabet, fodboldklubben vi alle kender som traditionsrige Silkeborg IF, været til salg, hvis den rigtige køber med ærlige intentioner dukkede op.
Administrerende direktør Kent Madsen har i perioden drukket spandevis af kaffe med potentielle investorer, og det skulle vise sig, at klubben for godt 15 måneder siden mødte det, der var et match.
Tirsdag morgen meddelte Silkeborg IF Invest nemlig fondsbørsen, at Trivela Group køber 80 procent af aktiekapitalen i Superliga-klubben for 120 millioner kroner, og dermed sætter det amerikanske sportsinvesteringsfirma, der i forvejen ejer tre klubber i henholdsvis England, Irland og Togo, sig på aktiemajoriteten som klubbens nye ejere, hvis det hele godkendes på en ekstraordinær generalforsamling i december blandt øvrige aktionærer.
Silkeborg bliver med andre ord en del af et multiklubforetagende, der i fankredse har været genstand for heftig kritik gennem mange år, og som for alvor blev intenst, da Global Football Holding købte Brøndby IF i 2022.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
De indledende protester fra Silkeborg-fansene fandt allerede sted samme dag, som klubben afholdt pressemøde og viste deres forventede og kommende ejer frem til alle.
Benjamin Boycott, hedder han. Eller blot Ben.
Supporterne kan lige så godt vænne sig til hans navn. Og ansigt. Han er nemlig den type ejer, der kan lide at vise sig i de klubber, han ejer. Så ofte som muligt. Og før tirsdagens offentliggørelse havde han allerede besøgt byen en håndfuld gange.


Silkeborg IF
3F Superliga