Mandag blev oprykningshåbet endegyldigt slukket i Brabrand, da holdet tabte med 1-2 til Jammerbugt på hjemmebane.
Den sidste billet til landets næstbedste række gik i stedet til Kolding IF, og Brabrands Lasse Møberg ærgrer sig især over, at holdet har tabt nogle unødvendige kampe i sæsonen, siger han til stiften.dk.
- Den gejst, som vi havde i 1. division, har vi taget med ind i denne sæson og det har båret os meget af vejen. Vi mangler måske de sidste procenter. Vi har været gode mod hold som Skive, Kolding og Middelfart, men vi har tabt nogle dumme kampe undervejs, siger Møberg til mediet.
- Det er dem, der koster lige nu. Det er selvfølgelig positivt, at vi har gjort det godt mod toppen, men når du spiller i 2. division, så skal du kunne slå de hold, der ikke ligger i toppen. De hold, der er godt organiseret og dygtige til at løbe kontra. De er svære at spille mod. Specielt til sidst i kampene, hvor trætheden begynder at snige sig ind og du ikke har overskuddet til at sætte din direkte modstander med en hurtig dribling.
I forårets oprykningsspil har Brabrand tabt til Jammerbugt, Vanløse og B93.


Brabrand IF
CampoBet 2. division
































