Brasilien har en tung byrde på skuldrene ved OL. Anført af Neymar er kravet, at man vinder guld, men i første gruppekamp mod Sydafrika skuffede stjernerne fælt ved blot at få 0-0.
Det skulle der rettes op på mod Irak, og brasilianerne pressede da også på fra start. Irak forsvarede sig i kampens første fase fint, men stille og roligt. kom brasilianerne tættere og tættere på.
Neymar og Gabriel Barbosa var oftest arkitekterne, men som i kampen mod Sydafrika, manglede den sidste aflevering eller skarpheden i afslutningerne.
Tættest på før pausen kom Renato Augusto, da han hamrede en returbold på overliggeren, men ind bag Mohammed Hameed ville bolden ikke.
Den finurlige keeper, der igen mod Brasilien kastede sig rundt som en superhelt, havde også efter pausen nok at se til, men efterhånden som tiden gik, og bolden ikke kom i mål, bredte frustrationerne sig.
Ikke kun på lægterne, men også internt på det brasilianske hold, hvor flere spillere tydeligvis ikke var tilfredse med deres holdkammeraters præstation i kampen.
Irak ville ikke meget i kampen, og var tydeligt tilfredse med 0-0. Det var, hvad de kom efter, og det var, hvad de fik med fra opgøret, selvom Renato Augusto i overtiden havde en chance på frit mål, men hans flyvende flugter strøg over mål.
Dermed topper Danmark gruppe A inden sidste gruppekamp mod Brasilien, der er tvunget til sejr over danskerne, såfremt de vil være sikre på at gå videre til kvartfinalerne.


Sommer OL
Irak U23
Brasilien U23























