Onsdag skulle den første semifinalist ved Confederations Cup findes. EM-vinderne Portugal skulle møde Copa America-vinderne Chile.
Kampen startede i et hektisk tempo, og begge hold kunne nemt have scoret i de første ti minutter. Chile fik kampens første store chance, da Alexis Sanchez spillede en præcis bold i dybden til Eduardo Vargas. Portugal-keeper Rui Patricio kom dog hurtigt ud og blokerede.
Lige efter var Portugal tæt på at komme foran. Cristiano Ronaldo sendte bolden til bagerste stolpe, hvor André Silva var helt fri. Angriberen formåede dog ikke at passere Claudio Bravo, der kastede sig ud i bolden og blokerede forsøget.
Midtvejs i første halvleg var Chile igen tæt på. Mauricio Isla slog bolden ind i feltet til Charles Aranguiz, der headede mod mål. Desværre for Chile røg forsøget lige forbi. Lige efter fik Aranguiz endnu en chance på en løs bold, men misbrugte endnu engang chancen.
Efter knap en time skulle Patricio ud i en flot redning for at holde stillingen ved 0-0. Vargas fik på akrobatisk vis flugtet bolden mod mål, men den portugisiske keeper reagerede hurtigt og afværgede en chilensk føring.
Imod slutningen af kampen formåede igen af holdene at bryde hinanden ned, og da der blev fløjtet af efter ordinær spilletid, stod der stadig 0-0. Derfor skulle der en ekstra halv time til for at finde en vinder.
Få minutter inde i den forlængede spilletid var Alexis Sanchez uhyre tæt på at bringe Chile foran. Sanchez mødte et indlæg med hovedet, men uheldigvis for Chile skruede forsøget lige præcis udenom stolpen.
I anden halvleg af den forlængede spilletid blev Chile snydt for et klokkeklart straffespark. Indskiftede Francisco Silva blev nedlagt i feltet af Fonté, men dommeren vinkede afværgende, og der blev af uforklarlige årsager ikke brugt videodommer til at gense situationen.
To minutter før tid var Chile ufatteligt uheldige med ikke at afgøre kampen. Først flugtede Arturo Vidal på stolpen fra kanten af feltet, og på riposten sparkede Martin Rodriguez bolden på undersiden af overliggeren. Utroligt nok overlevede Portugal, og så måtte der straffespark til for at afgøre, hvilket af de to mandskaber skulle i finalen.
I straffesparkskonkurrencen stod Claudio Bravo i vejen for Ricardo Quaresma, Joao Moutinho og Luis Nanis forsøg, og da chilenerne scorede på alle deres forsøg, er de klar til finalen. 3-0 var stillingen efter straffesparkskonkurrencen, og Bravo blev hyldet som helten.


Confederations Cup
Chile
Portugal






























