Brian Laudrup har de sidste syv år været ansat hos bettingfirmaet Unibet, men det samarbejde er nu slut.
Samarbejdet er blevet kritiseret fra flere sider, da Brian Laudrup sideløbende har været ekspert hos Discovery Networks.
Men til nytår udløber aftalen mellem den tidligere danske landsholdsspiller og Unibet, og den bliver altså ikke forlænget.
Det bekræfter begge parter over for B.T.
- Nu har vi i fællesskab taget en beslutning om at stoppe vores flotte samarbejde og give hinanden mulighed for at gå nye veje med andre projekter, siger Laudrup til B.T.
- Jeg vil gerne understrege, at en meget vigtig del af samarbejdet har handlet om at opfordre til at spille med omtanke og gøre opmærksom på de initiativer og værktøjer til at sikre sunde spilvaner, som Unibet er førende på.
Brian Laudrup fortsætter sit job hos Discovery Networks.



































