



Brøndby startede sæsonen med forrygende resultater, da holdet tog fire sejre på stribe, mens præstationerne ikke var synderligt imponerende.
Siden fulgte tre nederlag med præstationer, som i Brøndby-lejren blev vurderet bedre end i de fire sejre, og søndag kulminerede det så med en solid præstation og en sejr på 3-1 over OB.
Brøndby-kometen Jesper Lindstrøm, der selv scorede et drømmemål til 3-0, kalder præstationen for den bedste hele kamp i sæsonen, da Brøndby tidligere har vist gode takter i momenter.
- Set over 90 minutter var det den bedste præstation. I de første ti minutter gav vi for mange omstillinger væk, men i resten af kampen var vi virkelig gode. Vi var gode på bolden og gode defensivt, siger han og fortsætter:
- Det er dejligt, vi kunne holde niveauet i en hel kamp, efter at have gjort det i momenter tidligere.
Han glæder sig over, at Brøndby lykkedes med at holde selvtilliden oppe trods den resultatmæssige ringe stime.
- Det er flot, at vi kan køre den hjem med vanvittigt meget selvtillid, selv om vi har tabt tre kampe i træk, siger han.
Lindstrøm kunne i kampen se den nye Brøndby-back Blas Riveros blive båret grædende fra banen, og han håber, at Riveros klarer sig uden at skulle gennem en længere skadespause.
- Jeg ved ikke, hvad der skete med ham, men det så ikke så godt ud. Jeg synes, han havde spillet en så god kamp, og han bliver fandme vigtig i sæsonen, så jeg håber, det er slaget og ikke noget længere, siger Lindstrøm.
Brøndby har endnu ikke meldt ud, hvor lang tid Riveros er ude. Klubben oplyste søndag, at den 22-årige back skulle scannes, før man kunne vurdere omfanget af skaden.
20-årige Jesper Lindstrøm har været i strålende form i denne sæson, hvor han har scoret fire mål og lavet to oplæg i ni kampe.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Brøndby IF
3F Superliga




























