Kasper Vilfort har i mange år været sidste skanse for Brønshøj, der i denne sæson huserer i Danmarksserien, og han har haft mange oplevelser med 'Hvepsene'.
Den 32-årige målmand har dog måtte tage en svær beslutning, der betyder, at Vilfort har spillet sin sidste kamp for Brønshøj.
Den tidligere divisionskeeper siger til LigaBold.dk, at han luftede beslutningen for Brønshøj for tre uger siden, men Vilfort har gået med tankerne i et stykke tid. Tiden er den rette til at tage afsked med Brønshøj, siger målmanden.
- Det har været rigtig svært, og nu er jeg nået en alder, så hver gang der har været pause, så har man tænkt over, hvilken vej pilen peger. Da vi stod i sommer og rykkede ned, og jeg kunne se, at mange spilere forsvandt, der havde jeg gjort op med mig selv, at jeg gerne ville betale noget tilbage til Brønshøj efter alle de år, hvor de har givet noget til mig. Jeg ville gerne tage en tørn med og være med til at stable noget på benene i Danmarksserien.
- Jeg kunne også godt se, at den tid, det kræver at spille i Danmarksserien, kontra den tid, som jeg har og en datter, der bliver ældre, og som jeg også gerne vil være en del af.
- Det pegede i retningen af, at nu var det ved at være slut, og så ville jeg hellere sige det nu end til sommer, da vinterpausen er længere end sommerpausen, og nu har de længere tid til at køre noget nyt ind, siger Kasper Vilfort til LigaBold.dk.
Stoppet i Brønshøj betyder dog ikke, at Vilfort er færdig som fodboldspiller. Det bliver bare på et noget lavere niveau.
- Jeg skal stadig spille noget fodbold. Jeg har bare ikke tid til at spille på det niveau, som det kræver i Brønshøj. Jeg bliver snart 33 år, og jeg har en datter på ti måneder, og hende vil jeg godt bruge lidt tid på. Jeg er også blevet husejer, og jeg vil gerne bruge tid med min kone, så jeg er nået dertil i livet, hvor jeg gerne vil prioritere familielivet lidt højere end fodbolden. Det har altid været fodbolden foran alt andet.
Brønshøj betyder meget
I lørdags fik Kasper Vilfort den sidste kamp for Brønshøj, da Greve kom på besøg på Tingbjerg Ground, og keeperen var lidt berørt efter kampen, da han skulle sige farvel til fansene.
- Op til og efter var det selvfølgelig lidt specielt, og der var måske lidt flere følelser i spil, men da først kampen gik i gang, så tænkte jeg ikke over det. Så var det en kamp som alle andre. Jeg kunne godt mærke, at da dommeren fløjtede af, der fik jeg lige en klump i halsen.
- Det var en flot afsked, hvis man ser bort fra resultatet. Jeg er utrolig taknemmelig over, at jeg fik lov til at få den mulighed og få min sidste kamp på Tingbjerg Ground. Det er jeg meget taknemmelig for, siger Vilfort om kampen, der endte med en 3-1-sejr til Greve.
Brønshøj har en stor plads i keeperens hjerte, og han hylder blandt andet klubbens fans.
- Klubben betyder utrolig meget for mig. Det har været fem og et halvt fantastiske år, som jeg har haft derude. Efter det første år, som jeg var herude, var jeg på en afstikker til Hvidovre, og efter et år måtte jeg ringe til sportschef Thomas Ibsen og spørge, om jeg ikke måtte komme hjem, og det gav de mig lov til. Det har jeg aldrig fortrudt.
- Det er en fantastisk klub med fantastiske personer omkring klubben. Det er de mest fantastiske fans, der findes. Det finder man ikke bedre på det her niveau. Jeg tror, at man skal op til Superligaen, før at man kan finde nogle, der kan overgå dem, siger Kasper Vilfort, der fik 134 kampe for Brønshøj, til LigaBold.dk.
32-årige Kasper Vilfort har udover Brønshøj været en del af Hvidovre IF, Fremad Amager, Vanløse IF, HIK, BGA og Brøndby IF.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.



Brønshøj Boldklub
Danmarksserien































