






En decideret bundgys var på programmet i 2. division da rækkens to hold omkring nedrykningsstregen mødtes.
Brønshøj på 17 point lige under stregen bød Roskilde KFUM på 19 point velkommen hjemme på Tingbjerg Idrætspark, hvor 347 tilskuere havde fundet vej til på en solbeskinnet lørdag.
Hjemmeholdet lagde bedst fra start i opgøret med flere fine forsøg i løbet af den første halve time.
Jonas Hemmingshøj fra Brønshøj fik den største chance i første halvleg. I situationen fik en forsvarsspiller dog blokeret forsøget i sidste øjeblik.
Hjemmeholdets tilskuere fik dog noget at juble af efter en times spil.
Her lagde Anas Guendouri bolden ind i låget på Oskar Møller, som stangede Brønshøj på 1-0.
Artiklen fortsætter efter billedet

Få minutter inden slutfløjt blev det også 2-0 til hjemmeholdet på en flot scoring.
Mathias Veltz erobrede selv bolden, hvorefter han satte tre modstandere, inden han vippede bolden i kassen.
Dermed tog Brønshøj en meget vigtig sejr, som sender dem forbi KFUM i tabellen og over nedrykningsstregen.
AB vandt stort på udebane
Andetsteds i 2. divisions gruppe 2 havde AB ingen problemer med at slå bundholdet fra Skovshoved med 4-1.
De tre point til AB betyder, at de holder trit med HIK, som fortsat er to point foran dem på andenpladsen i toppen af tabellen.
Omvendt var det store nederlag til Skovshoved deres tredje på stribe, og dermed bliver de mere og mere isolerede i bunden med otte point op til stregen.