Brønshøj er allerede gået i gang med forårssæsonen, men klubben fortsætter med at ruste truppen til foråret i 2. divisions oprykningsspil.
Man har således lavet aftaler med Mikkel Wenzel Pedersen, Laouini Adam og Lamin Samba. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
- Det er tre unge spillere, der giver os en bred trup og derved øger konkurrencen om pladserne. Det er spillere, vi tror på kan udvikle sig og få fast spilletid på længere sigt, men lige nu og her skal de gøre det godt til træning og fokusere på deres udvikling, siger sportschef Thomas Ibsen ifølge klubbens hjemmeside.
Også cheftræner Jesper Hansen glæder sig over, at man har sikret de unge spillere frem til sommer.
- De har gjort et godt indtryk i opstarten, så alle tre har været en del af holdet i en længere periode nu. Så nu ser jeg frem til at arbejde videre med dem til træning, hvor de skal fortsætte med at arbejde hårdt, vise en positiv attitude og presse de etablerede spillere til at yde deres bedste, siger Jesper Hansen.
Brønshøj spiller lørdag eftermiddag mod Kolding IF i 2. divisions oprykningsspil. Kampen fløjtes i gang klokken 15.00.


Brønshøj Boldklub
CampoBet 2. division






























