Oven på et bittert derby-nederlag til FCK var der glædelige nyheder fra Brøndby-lejren.
Stortalentet Noah Nartey havde nemlig underskrevet en kontraktforlængelse med klubben, så parterne nu har papirer på hinanden indtil sommeren 2027.
Skønt sin alder på bare 18 år er Noah Nartey en del af Steffen Højers U21-landsholdstrup. Derfor har Bold været en tur forbi U21-lejren for at tale med Nartey om kontraktforlængelsen, U21-landsholdet og den store mængde spilletid, det er blevet til i denne sæson.
- Det giver noget ro i maven i forhold til, at jeg har fremtiden på plads, fortæller Nartey om sin kontraktforlængelse til Bold.
- Så behøver jeg ikke at stresse over det, og jeg ved, at jeg kommer til at være i Brøndby, og det er jeg rigtig glad for.
Artiklen fortsætter efter billedet

Selvom der måske var en håndfuld Brøndby-fans, der var noget urolige over, hvad fremtiden havde i vente for Nartey, så var hovedpersonen selv helt rolig.
- Jeg vil ikke sige, at det har fyldt meget, men det er altid fedt at vide, hvad man skal, når fremtiden er på plads – og det er den nu.
I sidste sæson fik Noah Nartey 99 minutter i 3F Superligaen - i denne sæson har han været i startopstillingen i alle af de første syv kampe.
Udefra set en noget vild omvæltning - især i en alder af bare 18 år. Noah Nartey indrømmer også selv, at han ikke havde regnet med de mange minutter, men at han er glad for, at det er blevet til så mange - og så vil han gøre alt, hvad han kan, for at fortsætte.
- Det har været fedt at spille, men jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en voldsom ændring. Det er fedt, at Jesper Sørensen har vist mig den tillid og lod mig spille fra start i de første syv kampe.
- Jeg føler selv, at jeg har grebet chancen og gjort det godt. Det skal jeg selvfølgelig bare fortsætte med at gøre.
Sammen med holdkammeraten Clement Bischoff har de to unge knægte taget turen fra U-holdene til A-holdet, og det er lidt af en drøm.
- Clement og jeg, som tog turen op sammen, vi snakker godt sammen, og vi har snakket om, hvordan det har været. Det har været fedt, og det er det, alle drenge drømmer om, om at komme op på A-holdet og spille.
De mange minutter, det er blevet til for Nartey indtil videre, er også noget, han ikke havde regnet med, hvis man havde spurgt ham, inden sæsonen startede.
- Jeg havde ikke regnet med det, men jeg havde håbet på det. Og så er jeg selvfølgelig glad for, at det skete – og så håber jeg på, det kan blive til endnu flere minutter, afslutter Nartey.
Nartey er en del af den U21-landsholdstrup, der tirsdag aften møder det tjekkiske U21-landshold.
Det sker klokken 18:00 på Vejle Stadion.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Brøndby IF
3F Superliga
Danmark U21




































