

Allerede i 3F Superligaens første runde i sæsonen 26/27 ventede et brag af en kamp om lørdagen.
Det var nemlig det klassiske opgør mellem rivalerne, AGF og Brøndby IF, der blev spillet på Ceres Park Vejlby.
Selvom der i forvejen var spændinger mellem de to klubbers fangrupperinger, blev der nok tilføjet et ekstra krydderi i form af Patrick Mortensens skifte til Vestegnen.
Det var nemlig tydeligt at se, at Mortensen ikke længere var den mest populære mand i Vejlby, selvom han bar anførerbindet i mesterskabssæsonen.
Patrick Mortensen gav efterfølgende også udtryk for, at det havde været en meget speciel dag.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det har været lidt underligt. Jeg har så mange og friske minder, så det har været svært at sætte ord på.
- Jeg har været spændt og nervøs, men samtidig skulle jeg huske mig selv på, at jeg skulle tage det hele ind og nyde det, fortæller Patrick Mortensen til Bold og resten af den fremmødte presse.
Inden kampen blev sparket i gang, modtog han blomster sammen med sin tidligere holdkammerat, Henrik Dalsgaard, som tak for indsatsen.
- Det var da specielt at modtage. Det er jo ikke noget, man ser hver dag, at en Brøndby-spiller pludselig står og modtager blomster i Aarhus.
Da Mortensen modtog blomsterne, kunne man dog ikke undgå at bemærke buh-råb fra hjemmeholdets tilskuere.
- Mange var rigtig søde. Der var også de her buh-råb, men jeg ved også godt, hvor det kommer fra.
- Det er, fordi man har påvirket de her mennesker på en positiv måde, og så kommer de her følelser ud, og det skal de bare have lov til.
- Generelt set var folk dog søde.
Kampen endte i en pointdeler efter en sen udligning fra hjemmeholdet på straffespark, som kom efter en skidt aktion fra Brøndbys Luis Binks.
- Det var selvfølgelig ærgerligt det, som Binks kom til at gøre.
- Vi har dog alle tilgivet ham allerede, støtter 100 procent op om ham og givet ham et kram, og så er det bare videre, udtaler Patrick Mortensen.
Næste opgave for Patrick Mortensen og resten af Brøndby-truppen bliver Viborg FF, som kommer på besøg på Vestegnen søndag d.2. august.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
AGF
Brøndby IF
3F Superliga

































