Premier League -Chelseas mestre sendte Sunderland til tælling
2017-05-21 17:54:35
Foto: Getty Images

Chelseas mestre sendte Sunderland til tælling

Chelsea fejrede guldet med manér, da de gav Sunderland en sæk på 5-1 på Stamford Bridge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Chelsea holdt søndag mesterskabsfest hjemme på Stamford Bridge, hvor nedrykkerne Sunderland sagde farvel til Premier League.

David Moyes’ mandskab gav en afskedssalut, for efter tre minutter chokstartede de besøgende. Et frispark fra Sebastian Larsson blev rettet kraftigt af i muren og røg hen for fødderne af Javier Manquillo, som tæskede bolden op i nettaget. 1-0.

Chelsea svarede lynhurtigt igen. Efter et længere småspil i boksen sparkede Willian udligningen i rusen efter ni minutter, og så var halvlegens største højdepunkter overstået.

I anden halvleg satte Chelsea dog damp under kedlerne, så de kunne sikre sig sæsonens 30. sejr ud af 38. mulige.

Først viste Eden Hazard sin styrke i en-mod-en-duellerne, idet han satte Billy Jones til vægs og smækkede bolden sikkert ind bag Jordan Pickford ind til 2-1.

Herefter blev Hazard pillet ud til Pedro, som fik foræret en scoring på et sølvfad. Joleon Lescott headede en lang fremlægning over hovedet på egen målmand, hvorefter Pedro puttede bolden i det tomme net til 3-1.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Michy Batshuayi sparkede mesterskabet hjem til Chelsea i sidste uge, og den belgiske substitut fik æren af at lukke og slukke til både 4-1 og 5-1 i overtiden.

I Swansea fejrede de ikke mesterskab, men de fejrede overlevelse i Premier League ved at vende 0-1 til 2-1 mod West Bromwich. Jordan Ayew og Fernando Llorente kom på walisernes måltavle.


Foto: Getty Images

73 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0