


Edward Chilufya blev aftenens helt, da han sendte bolden forbi Niederkorn-keeperen og dermed FC Midtjylland videre i Europa Conference League.
Den 23-årige zambier var derfor også lykkelig over sin scoring og dermed sit bidrag til holdets sejr. Det fortæller han til FC Midtjyllands hjemmeside.
– Det betyder meget at være tilbage på banen og spille så mange minutter. Det var mit første mål i de europæiske kampe, så jeg er glad.
– For mig er det vigtigt at bidrage til holdet. Jeg har haft problemer med skader på det seneste, så jeg er glad for at være tilbage, og nu håber jeg, det her kan være startskuddet på, at jeg for alvor kan hjælpe holdet.
Artiklen fortsætter efter billedet

FC Midtjylland kom ellers i alvorlige problemer mod Niederkorn, da holdet fra Luxembourg kom foran 2-0. Derfor skulle kampen afgøres i forlænget spilletid, hvor Chilufya scorede det afgørende mål til 1-2.
– Det var godt at fejre målet. Det føles så godt at hjælpe mine holdkammerater og være en vigtig del af holdet. Det giver mig noget motivation til de kommende kampe, hvor jeg vil tage den her oplevelse med. Jeg vil give mit bedste, så vi kan opnå vores mål sammen, siger Edward Chilufya.
Den samlede stilling endte derfor 3-2 til FC Midtjylland, der går videre i Conference League-kvalifikationen.
I næste runde skal de møde cypriotiske Omonoia FC. Den første kamp mellem de to mandskaber spilles den 10. august klokken 19:00 dansk tid.

FC Midtjylland
FC Progres Niederkorn
Conference League

























