



Lørdag eftermiddag blev der skrevet historie på Brøndby Stadion.
Løvinderne fra FCK mødte for første gang kvinderne i de blå-gule trøjer i et derby på kvindernes side, da de to hold tørnede sammen i A-ligaen.
Stemningen var i top, og larmen fra fans lød klart og tydeligt.
Selvom der er tale om kvindefodbold, tøvede Brøndby-fansene ikke med at synge ”FC-blod på trøjen”, mens FC Københavns tilhængere ligeledes gav den gas nede i udebaneafsnittet.
Rivaliseringen kunne derfor også mærkes på kvindernes første derbyopgør, og det kunne man også se inden for kridtstregerne i en underholdende første halvleg.
Særligt Brøndby var meget på bolden i de første minutter af kampen. Mila Bischoff, som spillede sin kamp nummer 50 for Brøndby, leverede flere forsøg mod målet.
Hun forsøgte sig blandt andet i det 22. minut med et spark, som noget tilfældigt endte for fødderne af holdkammerat Tilde Lindwall, og det takkede svenskeren for.
Lindwall sparkede resolut bolden ind i netmaskerne, og dermed var svenskeren den første nogensinde til at komme på måltavlen i kvindernes derby.
Chok i Brøndby
Brøndby IF var den store favorit til opgøret, og det skyldtes blandt andet optakten hos gæsterne fra FC København.
FCK kom til kampen med en ordentlig røvfuld i bagagen, da man tabte med 1-9 til FC Nordsjælland i sidste runde, men der var helt andre boller på suppen i lørdagens brag på Vestegnen.
Selvom FCK stod langt tilbage, kom man frem til flere chancer til blandt andre Dana Leskinen og derefter Anisa Saini.
Tredje gang blev lykkens gang for FCK, da Lucy Roberts headede bolden flot ind i målet efter hjørnespark, og så blev der stille blandt Brøndby-fansene.
Udligningen ramte som et chok, og det kunne have endt langt værre.
Kort tid efter blev Brøndby reddet af overliggeren, da FCK nu for alvor viste tænder.
Nede i den anden ende havde FCK også heldet på sin side, da det nu var tid til Cecilie Buchberg at teste træværket, mens man kort tid forinden havde fået annulleret et mål.
Der kom ikke flere mål i første halvleg, og derfor kunne de to hold gå til pause med 1-1 efter en underholdende præstation på Brøndby Stadion.
Aldrig sket før
Brøndby skulle i anden halvleg forsøge at få momentum tilbage, men kvinderne fra FC København havde andre planer.
11 minutter inde i anden halvleg vendte gæsterne kampen fuldstændig på hovedet, da den tidligere Brøndby-spiller Anisa Saini var hurtigst over en returbold og bankede den i mål.
2-1 til FC København, hvor alle spillere løb ned til de medrejsende fans på tribunen, mens Brøndbys fans og spillere ikke kunne forstå, hvad der lige var sket.
'Kom nu Brøndby, vis at I vil vinde!', lød det fra Sydsiden, som nu sang Brøndbys spillere frem i jagten på en udligning.
Brøndby kæmpede dog med at komme frem til de helt store chancer, mens FC Københavns defensiv stod godt imod og afviste alle bolde i feltet.
Brøndbys spillere kunne ikke score, men det kunne en tidligere blågul angriber, da Anisa Saini igen viste målnæsen frem med et flot mål 11 minutter før tid.
Saini blev spillet i dybden af feltet, hvor hun let og elegant sendte bolden over en fremadstormende Jalen Tompkins i Brøndby-målet, og så var FC København foran med 3-1.
Det endte også med at blive kampens resultat, og dermed leverede FC København en kæmpe overraskelse ved at slå Brøndby IF med 3-1 i det første kvindederby nogensinde.
Det var desuden FC Københavns første sejr i A-ligaen, siden man rykkede op i landets bedste række.



Brøndby IF (k)
A-Liga
FC København (k)






















