Værebro Boldklub (VB 1968) har flere tidligere Superliga-spillere i truppen i form af blandt andre Kim Aabech, André Riel og Adnan Mohammad.
Nu får Danmarksserie-klubben endnu en erfaren spiller til truppen, der har været garant for at score mål i de danske divisioner samt Danmarksserien.
35-årige Christian Offenberg har nemlig valgt at tørne ud for Værebro-klubben efter exittet fra 3. divisionsklubben Ishøj IF, fortæller angriberen til bold.dk.
- Jeg skifter til Værebro, da jeg kender træneren (Christos Patsamanis, red.). Ham har jeg spillet på hold med. Jeg har snakket meget med klubben, og den tænker på, at man skal have det godt.
- Det var vigtigt, at det også fungerer ved siden af. Jeg har som sagt mine børn, og det hele spiller. Det er også nogle gode dage, som de træner på, så jeg glæder mig. Det virker fint, siger Christian Offenberg til bold.dk.
Ishøj og Værebro minder om hinanden
Det har også trukket noget i den erfarne angriber, at Danmarksserie-klubben kun er ti minutter væk i bil fra bopælen. Derudover går han meget op i det sociale.
- Ishøj og Værebro minder også meget om hinanden i forhold til fællesspisning efter træninger. Det er en lille ting, men det gør rigtig meget for sammenholdet og hyggen. Det giver lidt ekstra, og det kan jeg mega-godt lide.
Derudover er klubben meget fleksibel i forhold til at få familielivet til at passe ind.
- Jeg har lyst til at spille fodbold på et højt plan, hvor jeg føler, at jeg kan bidrage med noget. Hvis der er problemer med børnene og familien, kan man sagtens misse en træning grundet det.
- Det er vigtigt for mig, når jeg skal have mine børn. Når der sker noget, kommer jeg bare ikke. Det var også en vigtig del, siger Christian Offenberg til bold.dk.
35-årige Offenberg kender alt til at lave mål i Danmarksserien. I den seneste sæson stod angriberen nemlig for hele 14 mål i 25 kampe for Ishøj IF.
VB 1968 skal kæmpe for at redde livet i Danmarksserien til foråret, da klubben indtager syvendepladsen i Danmarksseriens kvalifikationspulje 2 med 18 point.
Offenberg kan få officiel debut for VB 1968, når klubben gæster Herlev IF 18. marts.



Danmarksserien
VB 1968































