I lørdags kunne Nykøbing FC fejre oprykningen til 1. division – og tirsdag var det tid til generalforsamling i den forholdsvist nye fodboldsatsning i Nykøbing. Her blev den tidligere landsholdsspiller Claus Jensen udnævnt som ny formand i klubben.
- Jeg glæder mig til at fortsætte den gode udvikling, der blev sat i gang i 2015. Det har været et spændende år med stor interesse og overvældende opbakning fra mange på Lolland-Falster. Det er denne opbakning og tro på projektet, der har gjort, at jeg har valgt at takke ja til den tillid, som bestyrelsen har vist mig, siger Claus Jensen ifølge klubbens Facebook-side.
Claus Jensen har, sammen med kokken Claus Meyer og komikeren Mick Øgendahl, postet flere millioner i fodboldprojektet i Nykøbing, som ifølge deres plan skal ende med superliga-oprykning i 2020.
Den tidligere landsholdsspiller har indtil nu været med i bestyrelsen som sportslig ansvarlig, men tager nu skridtet op og bliver formand.


CampoBet 2. division
Nykøbing FC






























