Han er kun 21 år, men allerede nu har William Clem rundet 100 kampe i FC København-trøjen.
Det er lidt af en milepæl for den defensive midtbanespiller, der for bare et halvt år siden ikke regnede med, at det ville blive til et trecifret antal kampe for løverne.
Det fortæller han til Bold forud for onsdagens Champions League-opgør mod Villarreal, hvor han er udset en vigtig rolle.
- I sommer var jeg en ung knægt, der bare gerne ville spille fodbold og få noget spilletid.
- Jeg vidste, jeg stod et sted i min karriere, hvor det var vigtigt at komme op på næste niveau personligt, og det gør man kun ved at spille fodboldkampe.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det er kun et par måneder siden, at William Clem afslørede, at han var enig med FCK om at finde en ny arbejdsgiver.
Det var ikke mindst på grund af situationen i slutningen af sidste sæson, hvor han flere gange slet ikke blev udtaget.
- Jeg var helt ude af truppen i nogle kampe, så på den måde var det en mulighed og nogle overvejelser, jeg gjorde mig.
Nu har situationen ændret sig på en midtbane, der har været udfordret i løbet af efteråret, men hvor Jacob Neestrup flere gange har peget på William Clem.
Det er også tilfældet onsdag aften, hvor cheftræneren på pressemødet forud for opgøret i Villarreal peger på danskerens styrke på bolden som en nøgle til sejr.
- Nu har jeg haft et fint efterår med en del minutter personligt. Resultaterne har været forfærdelige, men jeg har fået en del flere minutter, og det betyder, at jeg er super glad for at være i FCK.
Betyder det, at du ikke længere har de samme overvejelser?
- Der er noget, der har ændret sig i forhold til, at når du tidligere er helt ude af truppen og kun ser fodbold fra tribunen, så går man med nogle overvejelser om, hvorvidt det er det rigtige.
- Når man så lige pludselig er inde på banen og er en stor del af det, der foregår, så er det ikke de samme tanker, man går med. På den måde er der noget, der har ændret sig.
Opgøret mellem Villarreal og FC København spilles onsdag kl. 18.45.

Hård uge for Superligaen i Europa
Hattrick | Afsnit 159Det blev til en enkelt uafgjort og tre nederlag, da FC København, FC Midtjylland, FC Nordsjælland og AGF var i aktion i de europæiske kvalifikationer i midtugen. Vi kigger på den dårlige danske uge.
Læs mere
FC København
Champions League






































