564 dage.
Så længe skulle der gå, før Andreas Cornelius i denne omgang fik nettet til at blafre i Superligaen.
Kort efter sin indskiftning i anden halvleg af opgøret mod OB kom forløsningen nemlig for den skadesplagede FCK-stjerne, men alligevel var det ikke selve scoringen, der gjorde ham mest glad.
Det var i stedet holdkammeraternes vilde reaktion.
- Det var faktisk en federe følelse at se alle deres reaktioner end selve målet, fordi jeg var rigtig glad, men da jeg så alle holdkammeraterne, og hvordan de jublede, blev jeg virkelig rørt.
- Det er fedt at være en del af et hold, der står sammen, og man kunne bare mærke, at de var glade. Det betød meget for mig.
Artiklen fortsætter efter billedet


Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Har aldrig tvivlet
Andreas Cornelius har været plaget af den ene skade efter den anden, siden han i sommeren 2022 vendte tilbage til Superligaen.
To mål mod Thisted i en pokalkamp var alt, det var blevet til før søndag aften, hvor han efter en omstilling kunne knalde kuglen i kassen til 2-0.
Undervejs har angriberen aldrig mistet troen på sine evner, men det har alligevel været en periode ud over det sædvanlige.
- Jeg vidste, at det nok skulle komme, men jeg har været virkelig frustreret.
- Jeg har aldrig tvivlet på mine kvaliteter. Jeg ved, hvad jeg kan. Jeg har scoret mål mod de bedste hold i verden og flere af dem. Det tror jeg også alle andre i klubben ved, hvad jeg kan, når jeg er på mit niveau.
- Det har handlet om at finde det frem. Det har været svært, men jeg føler, at vi er på den rette vej nu, siger Cornelius.
Alligevel er han udmærket klar over, at én scoring ikke ændrer noget.
- Jeg er ikke ude af det. Det er ikke sådan, at jeg med et trylleslag står et helt andet sted, fordi jeg har scoret.
- Men jeg tror på, at det er det lange seje træk og hårde arbejde i hverdagen, der skal til. Jeg føler, at i dag bare var en lille belønning for alt det, jeg har gjort, og jeg håber på, at der kommer mere.
FCK's sejr betyder, at der er status quo i toppen af Superligaen, hvor de forsvarende mestre er to og tre point efter henholdsvis Brøndby og FC Midtjylland.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
3F Superliga


































